Eddie Skoller holder

ANMELDELSE: 10 år er gået siden det seneste reelle show for Eddie Skoller. Formen har han holdt ved lige til firmaarrangementer og lignende. Før showet kunne man alligevel ikke undgå at stille sig selv det spørgsmål, om ikke Eddie Skoller havde mere at tabe end at vinde ved at tage på turne med ”En tur til”. Med 66 år er der ikke tale om en årsung kunstner med fremtiden for sig. Desuden har komikeren allerede bevist, at han hører til en af Danmarks største komiske talenter. Før stand-up bølgen skyllede ind over.

Da billetsalget ikke var gået - for at sige det pænt - forrygende godt, så kunne man med rette frygte en situation, hvor Eddie Skollers eftermæle ville blive sværtet til af en tur for meget i manegen. Heldigvis blev det til en ganske hyggelig og sjov aften med en topprofessionel artist med noget på hjertet. Og stadig sjov.

Holdbarheden ikke overskredet
Det  var et skuffende fremmøde på omkring 150 besatte pladser ud af de i alt 600. Men publikummet virkede som om de hyggede sig gevaldigt i selskab med den autodidakte kunstner. Eddie Skoller har udtalt, at hvis folk ikke synes, han er sjov mere, så er det endegyldigt slut med at optræde. Men det behøver skam ikke at være slut. Holdbarhedsdatoen er på ingen måde overskredet, som showet beviste i Nykøbing F. Teateret.

Selvom det var et nyt show, så var der stadig indflettet et par gamle sange. Således åbnede Eddie Skoller med signaturmelodien, den fyrre år gamle sang, ”En enkelt sang om frihed”. Fra første tone var publikum klappet varme og sang med på åbningsnummeret. Med en fornuftig blanding af melodier, i øvrigt glimrende akkompagneret af italienske Francesco Garni på harmonika og klaver, dryssede Skoller sjove vittigheder mellem numrene og beviste, at timingen stadig er helt i top. Smilet stadig lige charmerende som velmagtsdagene i firserne. Det var en befrielse at opleve, hvorledes jokes ikke behøver at handle om, hvornår man sidst har fået sex, eller hvor meget spiritus man kan drikke.

Sangen om ”Ruth”, hvor alting var hutelihut, derefter kaput og til sidst endegyldigt slut, viste kunstneren atter engang opfindsomheden i tekstuniverset i en given ramme. En mulig nyklassiker fra Skollers pen. Publikum kom for alvor med, da en velkendt figur, storsnobben Claes Klamsted-Rungborg, dukkede frem. En gammel karikatur på whiskybæltets til tider pinagtige overklassesnobberi. Stadig morsomt og aktuelt. Satireshowet ”Rytteriet” på DR2 har kigget Skoller over skulderen her. 

Sjælen på vrangen
Mange af showets sange kredsede om privatlivet, hvor entertaineren camouflerede personlige følelser og tanker i humørfyldte tekster. Skoller fortalte flere gange om de senere års turbulente kærlighedsliv, som resulterede i en skilsmisse med den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø. Om at blive droppet af konen, men også om at blive fundet igen og atter finde kærligheden. Efter en hård krise lignede han en mand med overskud og lyst. Med sin vanlig sans for timing lykkedes det for Skoller at holde humørbarometeret støt stigende under det to timer lange show.

Inden det hele sluttede, så kom det bedste naturligvis til sidst i form af en anden karakter, nemlig Hugo, der nu er blevet coach for Regeringen. Her publikum var allermest med. Den velkendte Hugofrase, hver gang der kom et latterudbrud fra publikum, om ’Hold lige kæft, jeg taler altså her’ gik rent i gennem.

Talte med sit publikum gjorde Eddie Skoller bestemt. Han behøver således på ingen måde at være nervøs, om han stadig holder. For det gør han. Om det er sidste tur på landevejen er op til kunstneren selv. Men han skal være velkommen til en tur til. 

Hør sangen om Ruth fra Eddie Skollers besøg på Radio Sydhavsøerne. Klik her.

Fire ud af seks trommer

 


Det blev til flere numre fra bagkataloget. "Søndags-BT" var også et kært
genhør. Foto: Christian Birch

Foto: Eddie Skoller på scenen i Nykøbing F. Teateret flankeret af Francesco Garni. Foto: Christian Birch

Nykøbing F. Teateret var ikke en gang kvart fyldt, da en af Danmarks største entertainer kom forbi. En skam, der ikke var flere til at opleve Eddie Skoller for måske sidste gang. For Skoller kan endnu.

Offentliggjort