Efter ”Vild med dans”-exit: Det er mega øv

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Også i år blev deltagelsen i dansedysten en kort affære for den lokale danser Katrine Bonde.

Offentliggjort Sidst opdateret

I fredagens ”Vild med dans” måtte nykøbingenseren Katrine Bonde og komikeren Thomas Wivel forlade programmet som det første par i år. Dermed blev dansedysten for andet år i træk en kort affære for den lokale danserinde.

- Det er mega øv. Jeg er allermest ked af, at Thomas og jeg ikke kan danse mere. Det er jo rigtig svært, for det er mere en popularitetskonkurrence end en traditionel dansekonkurrence, siger Katrine Bonde til Folketidende et par dage efter danse-exitten.

Dansepartneren Thomas Wivel har efterfølgende forklaret i interviews, blandt andre med TV2, at han var for nervøs i fredags. En ting, som Katrine Bonde bekræfter, men deltagelsen i dansedysten har ikke været forgæves af den grund.

- Når man danser med begyndere, så hiver man dem ud af deres comfort-zone. Men alle kan lære at danse, og Thomas’ udvikling har også været opadgående fra start til slut.

Sidste år blev det - ligesom i år - dog til en kort tur på TV2’s dansegulv, da hendes dansepartner, skuespilleren Claes Bang, trak sig på grund af nervøsitet.

- Som jeg har det lige nu, så føler jeg, at jeg har behov for en lille pause. De to sidste sæsoner har været op ad bakke, forklarer Katrine Bonde, der endnu ikke ved, om hun vil stille op til en eventuel ny sæson, hvis programmet kører over skærmen til næste år.

- Der var da nogle, der skulle være røget ud før os i år, synes jeg. Men nu skal jeg hygge mig med mine danseskoler og min familie, siger Katrine Bonde, der nok fortsat vil følge med i dansedysten, for som hun siger det, så ”kan hun nok ikke lade være”.