Efterskat til kirker

Foto: Østoftes fredede præstegård. Taget er utæt og skal repareres for fire millioner, men på sigt skal der bruges meget mere.

2011 bliver et spareår for kirkerne på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kirkeskatten i Lolland Kommune kan i 2011 for femte år i træk fastholdes på 1,23 procent.

Men det bliver et rigtigt spareår stort set uden mulighed for at sætte nye projekter i gang, siger domprovst Ole Opstrup,Maribo Domsogn.

At 2011 bliver stramt skyldes ikke mindst en efterskat på 3,2 millioner kroner fra 2008, som skal ud af verden.

I 2008 valgte Lolland Kommune selv at gætte sig til borgernes indkomster, og det gik galt. Man gættede for højt, og det betød at både kommunen og kirkerne fik mere udbetalt end man skulle have haft.

- Vi er så at sige nulstillet i 2011, men så er den gamle skat også ude af verden. Og pengene har vi jo fået og brugt, siger Ole Opstrup.

- Det er godt, at vi ikke bliver nødt til at hæve kirkeskatten for at betale skattegælden, tilføjer han.

I domprovstiet har man måttet vride driftsbudgetterne for at få råd til det helt nødvendige nye højttaleranlæg til 900.000 kroner i domkirken. Østofte Præstegårds tag er utæt, og det koster fire millioner, som man knapt har fundet endnu. Fem kirker trænger til kalkning, men det må vente.

Der er 56 kirker i Lolland Kommune. Driften af dem koster i 2011 73,9 millioner.