Ekstra penge kommer ikke Nykøbing til gode

Af Margit Olsen og Marta Gramstrup Rasmussen

Selvom der i år bliver tilført ekstra penge til sygehusene i Region Sjælland, kommer det ikke Nykøbing Sygehus til gode.

Pengene skal bruges til 3.400 flere MR-scanninger end sidste år, men altså ikke på sygehuset i Nykøbing, lyder det allerede nu fra sygehusdirektør Svend Skov Jensen, på trods af at midlerne først endeligt bliver placeret torsdag ved et møde i sygehusledelsen.

- Det bliver ikke på Nykøbing Sygehus, hvor vi ikke har kunnet skaffe det fornødne antal radiografer. Det er ellers på Nykøbing sygehus, at der længst ventetid på en MR-scanning.
 Ifølge Svend Skov Jensen bliver det formentlig på Slagelse, Næstved og Ringsted sygehuse, at der bliver sat ekstra ind, for at kunne gennemføre flere scanninger i resten af 2011.

B.T. kunne i dag fortælle, at de milliondyre scannere står ubrugte hen på flere af regionens sygehuse. Og det altså selvom der i dag er lang ventetid på scanningerne. I Nykøbing er ventetiden for eksempel 19 uger.

I en pressemeddelelse slår Lars Onsberg Henriksen, koncerndirektør i Region Sjælland, fast, at scannerne bliver brugt, så meget det overhovedet er muligt, samtidig med at akutte patienter og patienter i kræftpakkerbliver taget ind.

Kræftpakkerne kræver, at alle patienter sikres scanning i løbet af 48 timer. For at kunne opfylde det krav og samtidig håndtere andre akutte scanninger, kan scannerne ikke forhåndsbookes 100 procent til planlagte undersøgelser, lyder det i pressemeddelelsen.

Foto: Arkivfoto

En ekstra portion penge skal bruges til flere MR-scanninger - bare ikke på sygehuset i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret