Elever for vild under Skolernes Motionsdag

En vred og forarget far, Brian Knudsen, henvendte sig til avisen efter at hans to drenge deltog i Skolernes Motionsdag.

Begge drenge går på Ravnsborgskolen i Horslunde, der havde motionsdag i fredags op til efterårsferien.
- Fredag 15. oktober 2010 gik LANGT over stregen, hvad jeg vil synes er rimeligt, siger faren, Brian Knudsen:
- Den store er 12 år og går i 7. klasse. De skulle køre 30 kilometer på cykel samt løbe 6 kilometer, hvilket jeg synes er langt.

- Det, som forager mig, er, at Andreas, som går i 4. klasse og er 10 år, kunne vælge samme motions form.

Ruten gik mod Halsted og videre til Ullerslev. Af ukendte årsager stod der ingen lærer som aftalt og viste de små vej.´Det resulterede i, at Andreas og to andre kørte mod Nakskov ad Maribovej.

Da de ingen lærer kunne se, fortsatter de ind mod byen. Gennem to rundkørsler. To lyskryds og med roevogne.
Til sidst endte de ved Nakskov Havn, hvor de spurgte om vej. De kørte så ad Vejlegade, Tårsvej, endnu en rundkørsel, for til sidst at havne i Branderslev.

- Jeg er dybt forarget over at tre drenge på 10 år vel kører en rute på cirka 40 kilometer, inden de er retur på skolen, lyder det fra en sur Brian Knudsen.

Skoleleder på Ravnsborgskolen Richard Samuelsson beklager, at de tre drenge kørte helt til Nakskov og tilbage igen:
- Jeg fik det først at vide fredag eftermiddag, og jeg vil naturligvis undersøge sagen, når de ansvarlige for selve detail-tilrettelæggelsen af motionsdagen er tilbage på skolen efter ferien.

- Der er flere forhold i forældreklagen, som jeg ikke selv har modtaget - desværre, som jeg må revurdere, hvis det forholder sig som beskrevet. Motionsdagen er ellers afholdt, som den plejer - og jeg er derfor usikker på, hvad der er gået galt.

- Pressen og forælderen vil få en redegørelse efter ferien, så vi kan sikre, at situationen ikke gentager sig. Men der var altså cirka 320 elever, som på flot vis kom igennem hele motionsdagen uden at være kørt eller løbet afveje.

Elever fra Ravnsborgskolen for vild på Vestlolland under Skolernes Motionsdag. Faren er vred, men skolelederen er usikker på, hvad der gik galt.

Offentliggjort Sidst opdateret