En enkelt håndfuld kan dække det hele

Faktaboks:
Gode råd om solbadning:
 
*Undgå middagssolen mellem klokken 12 og 15.
*Ophold dig i skyggen.
*Brug hat og tag let bomuldstøj på. Pas på, når det ikke føles for varmt - eksempelvis på bjergvandringer og i vandet.
*Brug en t-shirt, når du snorkler eller surfer.
*Brug solcreme med en høj faktor. En faktor 15 giver tilstrækkelig beskyttelse til de fleste.
Får du ofte forkølelsessår, kan en læbepomade med et højt faktortal forhindre et udbrud.
*Visse lægemidler kan gøre din hud mere følsom over for solens stråler. Spørg på apoteket.

Efter solbadning:
*Brug en creme eller aftersun-lotion, da solen udtørrer huden.
*En let forbrænding kan lindres med fugtighedscreme eller aftersun-lotion. Hvis huden klør, akn du smøre med et lokalbedøvende middel.
*En kraftig solskoldning og soleksem kan behandles med hydrokortison-midler.
*Søg læge, hvis du har forbrændinger eller soleksem på store dele af kroppen.

Kilde: Apoteket

Vi kender det sikkert godt de fleste af os:

Når solen for alvor bager ned, så er det bare om at komme ud og nyde det og få noget farve på kroppen.

Men selvom solens varme stråler er dejlige, så er det ikke helt ufarligt at nyde dem alt for længe uden at beskytte sig med solcreme.

Det ved de fleste af os sikkert godt. Men hvad skal man kigge efter, når man vælger solcreme?

Folketidende.dk har spurgt i Matas i Nykøbing, på apoteket og i helsekostforretningen Helsam i Nykøbing.

- En faktor 15 giver som udgangspunkt en udmærket beskyttelse. Der er man dækket godt ind, hvis man smører nok på. Men hvis man er meget lys i huden, skal man nok vælge en højere faktor, fortæller materalist Janni Barlund fra Matas på Torvet i Nykøbing.

Og selvom det umiddelbart måske ikke lyder af så meget, så er en håndfuld solcreme faktisk nok til at dække hele kroppen, fortæller hun.

Og det gælder uanset, om man er barn eller voksen.

Prisen er det umiddelbart nødvendigt at kigge på. En billig solcreme kan være ligeså god som en dyr. Det, der er vigtigt, er at man vælger den rigtige faktor.

Og så vil Janni Barlund gerne aflive en myte:
- Det er altså en skrøne, at man ikke bliver brun, hvis man vælger en solcreme med en høj faktor, forklarer hun.

Og netop spørgsmålet om, hvilken faktor man skal vælge, er det, kunderne oftest vil have svar på, når de skal købe solcreme, fortæller hun.

Omtrent de samme råd får man også hos Anni Poulsen, der er indehaver af helsekostforreningen Helsam i Frisegade i Nykøbing. Hun opfordrer dog også til, at man holder sig væk fra solen i middagstimerne, hvor den er særligt skarp.

Og så lige et godt råd til de, der køber en solcreme, som angiveligt dækker også efter, at man har været i vandet og bade.
- De kan godt tåle lidt vand, men de holder ikke en hel dag af den grund, siger Anni Poulsen, som derfor opfordrer til, at man smører sig jævnligt alligevel.

Og hvis man ikke ønsker en solcreme, der indeholder parfume, som findes der masser af uparfumerede solcremer.
- Men det er folk også meget bevidste om, fortæller Janni Barlund fra Matas.

Hvad skal man kigge efter, når man køber solcreme, og hvor meget skal man smøre på? Få gode råd her.

Offentliggjort Sidst opdateret