Enlig mor risikerer at blive sat på gaden

Britt Jensen fra Stubbekøbing er en af de omkring 6.000 borgere i Guldborgsund Kommune, der skal tilsluttes kloaknettet. Og selvom hun sagtens kan se fornuften i, at der skal kloakeres, så frygter hun for de konsekvenser, det kan få, at hun selv skal betale. Hun kan nemlig ikke få lov til at låne de knap 60.000 kroner, det kommer til at koste.

- Jeg står lige nu i en situation, der ser rimelig håbløs ud. Hvis jeg ikke kan skaffe de penge, kloakeringen kommer til at koste, må jeg gå personligt konkurs. Det betyder, at jeg kommer til at stå uden tag over hovedet, fortæller Britt Jensen, der ikke bryder sig om den tanke.

Som enlig mor til to knokler hun derfor for at finde en løsning, men det er ikke sådan lige til.

- Jeg afdrager hver måned 5.000 kroner på en gæld, jeg fik, fordi jeg måtte lukke min butik i Stubbekøbing. Ud over det har jeg også huset og bilen, som jeg betaler et pænt afdrag på. Og da boligpriserne er faldet – prisen på mit eget inklusiv – kan jeg ikke låne flere penge i huset.

Ubehagelig uvished
Britt Jensen har derfor også været i kontakt med Guldborgsund Forsyning for at høre, hvad de kan gøre. Ifølge Britt Jensen lød svaret herfra dog, at de kun ville undersøge, om de kunne låne hende de 34.000 kroner, selve tilslutningsbidraget lyder på.

- Og det til en rente, der er højere end bankens, fordi det ikke må være konkurrenceforvridende, fortæller Britt Jensen, for hvem det også kun er en ringe hjælp. Arbejdet med at få gravet ud til den brønd, Guldborgsund Forsyning sætter op, skal hun nemlig selv finde pengene til. Og det tilbud, hun har fået fra en kloakmester, lyder på 25.000 kroner. Det også selvom hun selv har tilbudt at stå for noget af gravearbejdet for at få prisen lidt længere ned.

Britt Jensen sidder derfor ikke kun med en bekymring for sin og børnenes fremtidige boligsituation. Hun undrer sig også over hele proceduren.

- Vi har på intet tidspunkt fået et brev med information om, hvad der skal ske. Vi har kun kunne læse om det i avisen. Hvis bare vi var blevet varslet om det i et eller to år i forvejen, kunne jeg have prioriteret anderledes. Så kunne jeg også have nået at spare op, siger Britt Jensen, der frygter for den dag, regningen lander på hendes bord.

- Det er ubehageligt ikke at vide, hvad der skal ske. Jeg sidder derfor med lidt ondt i maven, for lige pludselig ligger regningen der jo, siger Britt Jensen, hvis eneste mulighed nu er, at Nordea vil acceptere endnu et lån i huset, hvilket dog ser sort ud. Den afklaring får hun sandsynligvis mandag, når hendes bankmand kommer hjem fra ferie.

Foto: Britt Jensen fra Stubbekøbing har ikke de 60.000 kroner det kommer til at koste at blive tilsluttet kloaknettet. Foto: Per Houby

Britt Jensen, der er enlig mor til to, risikerer at blive sat ud af sit hus, fordi hun ikke kan betale de 60.000 kroner, det kommer til at koste at blive tilsluttet kloaknettet.

Offentliggjort Sidst opdateret