Et års planlægning kulminerer

Kulturhus­leder Inge-Vibeke Boysen sidder i øjeblikket og lægger sin hånd på arbejdet med den kommende Kulturklash 2010. Næsten et års arbejde skal kulminere, når Kulturklash skydes i gang mandag 30. juli og slutter igen 7. august.

Men selv om der også er festuge i samme tidsrum, så er det ikke meningen, at Kulturklash skal “stjæle” publikummer fra den store festuge.
 
- Hele idéen med Kulturklash er at give folk en anderledes oplevelse, end hvad de er vant til. Vi vil gerne være et internationalt alternativ til festugen, fortæller Inge-Vibeke Boysen.
 
Det tager sin tid at stable det program på benene, som man kan opleve om en lille uges tid. Kulturlederen betegner det som et kæmpe puslespil at koordinere sådan et program, og når festivalen er afviklet, går man stort set i gang med at planlægge den næste, afslører Inge-Vibeke Boysen, der stadig har rigeligt at se til, inden der tyvstartes på mandag.
 
Her kommer en udenlandsk gruppe på 40 unge til Nykøbing, der skal deltage i Kulturklashs første workshop.
 
Delegationen overnatter på Østre Skole og er en del af det samarbejde, som arrangørerne har med lignende organisationer i udlandet. Det betyder, at unge fra andre lande kan komme til Danmark og få sig en oplevelse.
 
- Vi starter med workshoppen på mandag, der hedder “Vibes”. Det er unge fra Danmark, Estland, Letland og Rumænien, som bliver undervist i breakdance af Steve fra England. Til sidst bliver det hele samlet i et show, og fremført, lyder det fra Inge-Vibeke Boysen.
 
Og fra mandag 30. juli, åbner ballet så officielt, hvor der er alt fra japansk origami-workshops til optrædener med bands såsom “Syreregn” og hiphip- gruppen “Baby Love & The Van Dangoes”, at bruge sin tid på.Vejret kommer til at få en afgørende betydning for, hvor mange der vælger at stikke hovedet forbi de forskellige aktiviteter og koncerter. Det gode danske sommervejr kan nemlig blive for godt, set fra Inge-Vibeke Boysens stol. Der er gratis adgang til alle arrangementer.
Foto: PR-Foto

På mandag tyvstarter KulturKlash 2010 med et nyt spændende internationalt program.

Offentliggjort Sidst opdateret