Et lille stykke Middelhav

Det varme klima i Rødbyhavn er grunden til, at der er kommet insektinteresserede fra det meste af landet til byen lørdag, men i den kolde blæst kan man godt tvivle på, om de taler rigtigt.
At der er noget om snakken har flere fund af særdeles sjældne insekter dog bevist de senere år, og det er da også især i sommertiden, at baneterrænet summer af liv.
- Stedet her er noget af den mærkeligste form for unaturligt natur i Danmark. Området kan sammenlignes med en sydeuropæisk bjergside eller et lille stykke middelhav, fortæller Per Stadel Nielsen fra Lepidopterologisk Forening.

Sammen med Lolland Kommune gik flere medlemmer fra foreningen i gang med at rydde op på området, som kommunens folk har sørget for at rydde for hovtorn og de fleste birketræer.
De to er de slemmeste til at fjerne de betingelser for ekstra varme som jernbaneområdets skærver har givet. Derfor skal det meste væk.

Ud over skærverne, der får jorden til at holde på varmen, har Per Stadel Nielsen svært ved at komme med en grund til, at lige netop Rødbyhavn er blevet et yndet sted for mange specielle insketer.
- Det er kendt, at de holder til på baneterræner, formentlig kommer mange af insekterne med togene. Men de kan også komme her til, fordi færgehavnen er det mest oplyste sted på Lollands sydkyst, og derfor et pejlemærke, når de flyver over Østersøen.

Med udsigten til et brobyggeri er fremtiden uvis for området, men Per Stadel Nielsen har et klart budskab.
- Bebygger man dette område, så vil Danmark blive godt 20 insektarter fattigere. Det bør man tænke på, når vi kæmper hårdt for at stoppe en tilbagegang i bestanden.

Ud over insekterne byder området også på nogle botaniske specialiteter.

Foto: Foto©Jan Knudsen

De sjældne insekter ved Rødbyhavn fik en hjælpende hånd.

Offentliggjort Sidst opdateret