Far og hjerneskadet søn bortvist fra Lalandia

Lørdag eftermiddag blev Michael Poulsen og hans hjerneskadede søn Lucas på tre år efter flere timer i en varm bil, bedt om at vende om og køre hjem til Fyn igen.

De havde begge glædet sig til en hyggelig tur i Lalandia betalt af foreningen Husmoderferie. Men fordi den 30-årige far havde medbragt sin hund, rottweileren Nala, fik han besked på at køre hjem.
- I samarbejde med kommuner og krisecentre tilbyder vi gratis ferieophold til enlige forsørgere og kontanthjælpsmodtagere, og de må hverken tage kærester eller husdyr med på ferien. Det er en regel, oplyser sekretariatsleder Palle Lundstrøm.

Det første punkt fik Michael Poulsen at vide telefonisk før afrejsen, men forbuddet mod husdyr har han ifølge ham selv ikke hørt. Palle Lundstrøm fortæller, at det står i den ansøgning, som skal udfyldes for at komme på ferie, men det erindrer Michael Poulsen ikke at have set, da han udfyldte den.

- Torsdag fik jeg at vide, at vi kunne tage af sted, men med så kort varsel var det umuligt at finde en pension til min hund. Derfor blev jeg nødt til at tage den med og havde forinden undersøgt, at det var i orden med Husmoderferie og Lalandia. Det var det mod betaling af et mindre rengøringsgebyr, fortæller han.
- Selvom jeg fik dækket kørslen, er jeg vred, fordi min søn havde glædet sig og blev ked af det, og jeg synes godt, man kunne have vist lidt mere forståelse, forklarer han.

Palle Lundstrøm afviser påstandene og mener allerede at have fortalt om husdyrforbuddet først på ugen i sidste uge. Han har nu tilbudt familien et nyt ophold på lørdag uden hund.

Offentliggjort Sidst opdateret