Far vil slå sig løs med køllen

Det er ikke kun børnene, der vil gå til angreb på en tønde i superhelteudstyr og kølle. Forældrene vil også være med. Udklædning og tøndeslagning er et stort hit hos de voksne, skriver nyhedsbureauet Newspaq.  
Den kommende weekend byder på fastelavnsfest over hele landet, og flere steder skal tønderne forstærkes og hænges højere op, for det er de voksne, der svinger køllen. Og i fuld udklædning.
 
Fastelavnstrenden minder om den, der ramte i 1930'erne. Også den gang kom den på et tidspunkt med krisesnak. Det er ingen tilfældighed, vurderer Leif Søndergaard, studieleder på Litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet, over for Newspaq. Han har skrevet en ph.d. om fastelavn i middelalderen.
 
- Man kan se det som et udtryk for den krisestemning, mange er i nu med finanskrisen. I sådan en situation har folk brug for at more sig og slå sig løs. Sidste gang, fastelavn var meget populært, var i 1930'erne, hvor man holdt maskeballer og udklædningsfester blandt voksne, siger han til nyhedsbureauet.
 
Trenden kan mærkes hos butikker med fastelavnskostumer og tønder.
 
- Vi sælger rigtig mange tønder, der er limforstærkede og med ekstra tøndebånd specielt til voksne. Indtil videre har vi solgt omkring 200. Det er omkring en fordobling i forhold til for to år siden, siger sælger Anna Maria Madsen fra Jørgensen Engros A/S til Newspaq.




Finanskrisen har fået udklædning og tøndeslagning til at hitte hos voksne

Offentliggjort Sidst opdateret