Ferien er hellig - også når krisen kradser

Finanskrisen kradser, og usikkerheden trænger sig på, men det skal ikke forhindre danskerne i at holde deres velfortjente ferie, om nødvendigt for lånte penge.
 
I en undersøgelse, foretaget af EU-Kommissionen om europæernes holdning til turisme, svarer 11 procent, at de vil være nødt til at tage et lån for holde den planlagte ferie i år.
 
Kun tre procent svarer, at de slet ikke har råd til ferie på grund af den økonomiske situation. Danskerne ligger samtidig helt i top, når det gælder den del af befolkningen, som føler sig sikker på, at der er råd til ferie i 2009. Danmark er ét af kun seks EU-lande, hvor over 60 procent af befolkningen mener, at de ikke skal spare ekstra op til ferien.
 
VisitDenmark, Danmarks nationale turistorganisation, er alligevel forsigtig med at afblæse finanskrisens indvirkning på ferieåret. Thomas Thessen, chefkonsulent i VisitDenmarks analyseafdeling, hæfter sig ved positive besvarelser fra to så vigtige markeder som Tyskland og Sverige. Her mener henholdsvis 52 og 62 procent, at de har råd til ferie.


- Men 28 procent af borgerne i EU har stadig ikke besluttet, om de skal på ferie, og i mange af landene ser hjemmeferie ud til at blive markant i år, siger konsulenten. Af de adspurgte danskere havde 17 procent planer om at feriere i Danmark, syv procent i Spanien og seks procent i Italien. Undersøgelsen blev gennemført i februar blandt 27.000 personer over 15 år i de 27 EU-lande. /ritzau/




Over 60 procent af danskerne skal ikke spare ekstra op for at holde ferie i år, mens 11 procent vil være nødt til at tage et lån, viser undersøgelse om turisme.

Offentliggjort Sidst opdateret