Filmsang blev det største radiohit i 15 år

"Vent på mig, bli' hos mig. Og hvis vi snubler hen ad vejen, så griber vi hinanden igen ..."

Peter Frödin og Jimmy Jørgensens kærlighedsduet "Vent på mig" er blevet spillet så meget i radioen de seneste 15 år, at den slår selv store klassikere som Whams "Last Christmas" og Whitney Houstons version af "I will always love you".

Det viser en oversigt over de 20 mest spillede sange på P3 og P4 siden 1993, som komponisternes organisation Koda har lavet for metroXpress.
Martin Brygmann, der har skrevet "Vent på mig" til filmen "En kort en lang", er med rette stolt.
- Det er da en helt vildt stor ære. Lige under mig ligger Tim Christensen og George Michael, og det er to af mine helt store idoler, siger han.

Musikekspert og radiovært Henrik Milling er forbløffet over den danske sangs topplacering.
- Jeg husker den som værende et monsterhit, men hvad pokker laver den på førstepladsen? Den lyder ikke som noget som helst andet og er så aparte med sin blanding af salsa/techno/pop. Det kan ikke forklares, siger Henrik Milling, som må kigge forgæves efter pop-mastodonter som Britney Spears, TV2 og Thomas Helmig på listen.

- Det kan måske forklares med, at de har haft så mange hit, at deres airplay bliver spredt ud på flere sange. Der er simpelt hen for meget at vælge mellem. I den sammenhæng kan det være en fordel at have ét stort hit i stedet for 10, siger han.

Jimmy Jørgensen er ikke overraskende glad for topplaceringen.
- Det er da fantastisk. Jeg kan godt huske, at vi fik en pris, det år sangen kom frem (2001, red.), fordi den havde ligget nummer et længst tid, og den var også umulig at komme udenom, når man tændte for radioen. Men at den ligefrem er den mest spillede i 15 år, det er da sejt, udbryder sangeren.

Jimmy Jørgensen gav ellers ikke "Vent på mig" mange chancer, da han og Peter Frödin indspillede den.
- Jeg troede absolut ikke, at den ville blive et hit. Den manglede ligesom noget og var mere sjov end hitpotentiale, siger han om ørehængeren.

Jimmy Jørgensen kan ikke huske, hvornår han og Peter Frödin sidst har sunget "Vent på mig", men helt tilfældigt skal de spille kæmpehittet den kommende weekend i forbindelse med World Outgames i København. Og det bliver ikke nødvendigt at øve.
- Jeg tror godt, vi kan den, griner han.
/ritzau/




Peter Frödin og Jimmy Jørgensens kærlighedsduet "Vent på mig" er blevet spillet så meget i radioen de seneste 15 år, at den slår selv store klassikere.

Offentliggjort Sidst opdateret