Flere liv skal reddes

Af Ritzau og Marta Gramstrup Rasmussen

Falder du om med et hjertestop på landet, er chancerne for, at en ambulance når frem i tide, ikke store. Derfor skal der nu sættes hjertestartere op på torve, ved hæveautomater og andre velkendte steder i tyndtbefolkede udkantsområder, hvor ventetiden på en ambulance kan være fatalt lang.

Sådan lyder en af anbefalingerne i et udkast til en rapport om fremtidens placeringer af hjertestartere fra en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen. Da chancen for genoplivning efter hjertestop falder med omkring ti procent per minut fra kollaps til første stød mod hjertet, kan en lokalt placeret eller udbragt hjertestarter være eneste chance for at blive genoplivet, lyder det i rapporten, som netop er sendt i høring. Det skriver JydskeVestkysten.

I sidste uge meddelte Lollands Banks jubilæumsfond da også, at de planlægger at opsætte hjertestartere i Nakskov, Nykøbing F., Maribo, Rødbyhavn og Søllested. Hjertestarterne vil, som det anbefales i rapporten, netop blive opsat i nærheden af bankens hæveautomater.

Foto: Arkivfoto

Der skal være flere hjertestartere i udkantsområderne, så flere liv reddes, lyder anbefalingen.

Offentliggjort Sidst opdateret