Flere voksne spiller computerspil

Hvis man går rundt og tror, at det kun er teenagedrenge, der spiller computer, kan man godt tro om igen.

Knap halvdelen af alle computerspillere er i dag mellem 18 og 49 år, og tæt ved en fjerdedel er forlængst fyldt 50. Samtidig stiger andelen af voksne computerspillere år for år, skriver Kristeligt Dagblad.

Det viser tal fra den amerikanske sammenslutning af spilproducenter, Entertainment Software Association, ESA. Selvom tallene bygger på amerikanske data, siger førende eksperter, at de kan overføres til danske forhold.

- Det er særligt de såkaldte online-spil, der appellerer til de modne spillere. Her spiller man det samme spil via internettet og mødes på den måde i et virtuelt univers. Man kan skrive sammen og tale sammen, hvis man har det rette udstyr. Man løser opgaver sammen, tager på fælles missioner og hjælper hinanden til at komme videre i spillet. En slags verdensomspændende social sandkasse, forklarer Bo Kampmann Walther, der er lektor ved Syddansk Universitets Center for interaktive medier og blandt andet forsker i computerspil og virtuelle rum.

- I mange online-spil vinder man ikke på klassisk vis ved at komme først i mål med sin racerbil eller ved at udslette en bestemt hær. Her handler det i høj grad også om at håndtere de sociale relationer og kommunikere med sine medspillere. Det gør computerspillet til en seriøs leg, som tiltaler de modne spillere, siger han.

Online-spillene har også fået kvinderne ind foran skærmen. ESA's statistik viser, at hele 38 procent af samtlige computerspillere er kvinder, og de fleste af dem er 18 år eller ældre. Bo Kampmann Walther forudser, at der i de kommende år bliver en endnu mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.


Han glæder sig over, at voksne i stigende grad tager computerspillene til sig. Det betyder, at der sandsynligvis vil være færre fordomme og mere kvalificeret viden om computerspillenes effekt i vente, spår han.
- Aldersfordelingen bidrager til, at flere og flere tager computerspil alvorligt og ikke kun anser det som noget barnagtigt pjat. Jeg tror, at det giver større lyst til at undersøge, hvad vi rent faktisk kan bruge computerspil til ud over som underholdning, siger han.

Bo Kampmann Walther forudser desuden, at flere og flere spil vil være målrettet gruppen af ældre computerspillere af begge køn.
- 44 procent af de mest vedholdende computerspillere er over 35 år. Derfor bliver den gruppe spillere pludselig vigtig for de internationale spilproducenter, siger han.

En af de største danske computerspilproducenter er IO Interactive. Virksomheden står bag internationale spilsucceser som "Hitman" og "Kane og Lynch".

Kreativ direktør Thomas Howalt bekræfter, at branchen netop nu har fokus på at udvikle spil, der appellerer til flere forskellige typer af spillere, men afviser deciderede "mimrespil".
- I dag skal et spil udfordre både på actionniveau og i forhold til den sociale interaktion. Det er ikke nok, at man kun skal tæve på noget. Man skal også kunne udforske, udveksle erfaringer, arbejde sammen og på den måde komme dybere og dybere ned i spillet, siger han.
/ritzau/




Hvis man går rundt og tror, at det kun er teenagedrenge, der spiller computer, kan man godt tro om igen.

Offentliggjort Sidst opdateret