Forældre og børn i demo ved Nørre Alslev Skole

En større gruppe forældre med elever på Nørre Vedby Skole valgte i morges at køre i samlet flok til Nørre Alslev Skole for at udstille de trafikale problemer, som de frygter vil blive resultatet af de kommunale planer om at lukke Nørre Vedby Skole.

- Vores mål er at sætte fokus på, at infrastrukturen omkring Nørre Alslev Skole slet ikke er gearet til fremover også at skulle tage mod 250 elever fra Nørre Vedby Skole, lød det fra formanden for skolebestyrelsen i Nørre Vedby, Jens Frederiksen, mens køen af biler voksede og voksede foran Nørre Alslev Skole. 

Men selv om morgentrafikken blev mere og mere sammenfiltret, så det ud til, at den planlagte forældreaktion ikke blev mødt af de vilde protester fra de mange forældre, der på ganske normal vis kom for at aflevere deres børn på Nørre Alslev Skole.

Flere af Nørre Alslev-forældrene valgte således at bakke morgenaktionen op med deres underskrift på, at kommunen ikke skal lukke Nørre Vedby Skole.

Læs mere om skoledebatten i Folketidendes papiravis mandag.

Se billeder fra aktionen - KLIK HER.

Foto: En forældreaktion satte mandag morgen fokus på de trafikale problemer, som Nørre Vedby-forældre frygter bliver fremtidsbilledet omkring Nørre Alslev Skole.

BILLEDSERIE: Forældre med børn på Nørre Vedby Skole skabte trafikproblemer ved Nørre Alslev Skole mandag morgen.

Offentliggjort Sidst opdateret