Forening vil flytte mc-museet til Fuglsang

Venneforeningen, der støtter Motorcykel- og Radiomuseet i Stubbekøbing, er parat til at flytte museet væk fra byen.

I stedet skal veteranmotorcyklerne og de gamle radioer placeres i den hvide lade ved siden af Fuglsang Kunstmuseum, mener venneforeningen. Foreningen har for noget tid siden spurgt ladens ejer, Det Classenske Fideicommis, om museet kunne rykke ind i laden med sin samling.
Fideicommisset har hverken svaret ja eller nej på det spørgsmål. 

Baggrunden for henvendelsen er, at museet i årevis har haft for lidt plads til sin store samling af motorcykel og radioer. Mange forslag til løsning af det problem har været oppe at vende i tidens løb. Blandt andet har der for et par år siden været talt om at indrette et kombineret museum og kulturhus i den tidligere materielgård på Tyreholmen.
Men det projekt, der var anslået til at koste cirka 50 millioner kroner, er aldrig blevet sat i gang.

Derfor har venneforeningen for to-tre uger siden sendt et nyhedsbrev ud til sine medlemmer.
Heri spørger man, om medlemmer er for eller imod ideen. Svar kan e-mailes til foreningen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra bestyrelsen i venneforeningen.

Stubbekøbing kan miste motorcykel- og radiosamling.

Offentliggjort Sidst opdateret