Først tøver den, så bliver den fyret af

Alfa prøver sig igen med en lille bil i luksusklassen.  
Alfa MiTo skiller sig desingmæssigt ud fra mængden med masser af selvtillid og et "her kommer jeg" udtryk i en lidt voldsom front, mens bagenden afslutter bilen elegant.
 
MiTo er født med tre døre, og pladsen ved bagsædet er da også så trang (både til ben og hovede), at den kun kan bruges af børn. Til gengæld er der fin plads foran, hvor ind- og udstigning trods bilens lave position er let og ubesværet. Man sidder godt fast i sæderne, der støtter fint, og det er let at indrette sig den perfekte kørestilling.
 
Trods den lidt svulmende front har man et fint overblik over bilen - eneste minus er den brede c-stolpe, der volder problemer ved højresving. Alfa MiTo er 406,3 centimeter lang, 172 centimeter bred og 144,6 centimeter høj. Den har en akselafstand på 251,1 centimeter. Bagagerummet rummer 270 liter og har en høj læssekant af hensyn til karosseriets stivhed.
 
Instrumenteringen er omfattende, men efter kort tids brug er de mange kontakter lette at finde rundt i. Materialevalget er ok, dog noterede vi et minus i aflæsningen af de mange informationer. Det er lige før bagstaver og tal er for små til en hurtig og sikker aflæsning - den flotte røde belysning gør ikke aflæsningen lettere.
 
1,4 er nok
Men en Alfa skal først og fremmest dømmes på kørslen. Foran ligger en 1,4 liters turbo-motor. Det lyder ikke af meget, men Alfa forstår at hale masser af power ud af de fire cylindre: 155 hestekræfter ved 5.500 omdrejninger pr. minut og et maksimalt drejningsmoment på 230 Newtonmeter ved 3.000 omdrejninger.
 
Motoren har turbo, og det kan mærkes ved igangsætning. Der er en kort tøven, når speederen trykkes ned - men derefter sker der ting og sager. 0-100 klares trods den første tøven på otte sekunder, tophastigheden er 215 kilometer i timen.
 
Motoren skal have pisk for at yde - så gør den det til gengæld også. Man glemmer hurtigt, at man "kun" har en 1,4 liters motor foran. Til gengæld så koster det også lidt at trykke på speederen. Ved rolig kørsel kan man holde et gennemsnit på tæt ved 15 kilometer pr. liter. Når man bruger motoren og nyder den hurtige sekstrins gearkasse, stiger forbruget - 12 kilometer pr. liter benzin er ikke urealistisk.
 
Selv om der er tale om en lille Alfa med en på papiret lille motor, bliver man ikke snydt for den specielle Alfa-lyd fra udstødningen - i øvrigt dobbelt udstødning: En dejlig brummen under acceleration, ellers støjsvag kørsel hele vejen op til de tilladte 130 på motorvej.
 
Sit eget dna
MiTo har sit eget dna - d for dynamic, n for normal og a for all weather. Det betyder, at man kan skifte bilens karakteristik alt efter kørselsforhold (og humør). Vi kan godt forestille os, at den dynamiske indstilling hurtigt bliver den foretrukne. Her er MiTo sjovest at have mellem hænderne med en hurtig speederrespons og bedre balance i svingene.
 
Sikkerhedsmæssigt er MiTo helt i top - både i en passive og den aktive sikkerhed. Esp (vdc) med hill holder, abs-bremser med elektronisk hjælp (ventilerede skiver for og bag), syv airbags (inklusive knæairbag) og meget mere er standard ? og det rækker til fem stjerner i Euro NCAP. Selv efter de kommende regler, hvor nakkestøtternes sikring mod piskesmældsskader tælles med.
 
Komfortmæssigt er der aircondition (ikke standard i laveste udstyrstrin progression - klimaanlæg er ekstraudstyr også på højeste udstyrstrin distinctive), fjernbetjent centrallås, el-ruder for, kørecomputer, el-spejle (uden varme) samt radio/cd med seks højtalere.
 
Prisen for Alfas baby er 295.000 kroner plus levering for 1,4 turbo distinctive - 20.000 kroner billigere for progression. MiTo fås også med en 1,6 liters dieselmotor.
 
Under hensyntagen til miljø og brændstofforbrug og at prisen for dieselmodellerne ligger 5.000 kroner under de tilsvarende benzinmodeller, vil vi nok pege på diesel som den bedste løsning.
 
Den lille Alfa virker godt skruet sammen, den skaber opmærksomhed, men den virker også en anelse dyr. Det er en typisk egoistbil - eller familiens bil nummer to. Alfa yder to års mekanisk garanti, kun otte års garanti mod rustgennemtæring, tre år på lakken og to års Alfa vejhjælp.



En fræk front - men stadig med den store nummerplade til at forstyrre helheden.Foto: Mogens Thomsen



C-stolpen bagtil er stor og kan nemt gemme en cyklist ved højresving.Foto: Mogens Thomsen




FT PRØVEKØRER Alfa MiTo med 1,4 benzin

Offentliggjort Sidst opdateret