Forvirring om bytteregler

Af Marie Preisler, Dagbladenes Bureau
 
Forbrugerrådet bliver hvert år kontaktet af et stort antal forbrugere, som er i tvivl om, hvordan de er stillet, hvis de ønsker at bytte en vare. De fleste forbrugere tror fejlagtigt, at de kan få pengene tilbage eller bytte varen til noget andet i forretningen, hvis de fortryder et køb.

Hvis man har fået to ens bluser, er det oplagt at aflevere den ene og få pengene tilbage eller en anden vare. Men det har man ikke krav på, og det kommer bag på de fleste forbrugere at butikken kan nægte, vurderer Forbrugerrådet.

Mange butikker giver denne service - især i juletiden. Men de er ikke forpligtet til det ifølge købeloven. Faktisk har man som forbruger hverken fortrydelsesret eller bytteret, når man køber en vare i en almindelig butik.

Forbrugerrådet arbejder for at få indført en generel fortrydelsesret, så man inden for 14 dage kan få penge tilbage for en ubrugt vare. Forbrugerrådet mener, der gælder en sædvaneret ved julehandel, hvorefter man har ret til at få byttet sine gaver. Men det nytter ikke meget, hvis butikken afviser, at du kan få byttet varen.
 
Forbrugerrådet har følgende råd til at undgå misforståelser:

- Inden du køber varen, så husk at spørge i butikken, om de giver fortrydelsesret.

- Husk at få det gjort helt klart, om butikken i så fald giver pengene tilbage, eller om de kun vil bytte varen til en anden vare i butikken.

- Spørg, hvor længe du kan bytte varen og/eller få pengene tilbage.

- Sørg for at få disse oplysninger skrevet ned på din kvittering af ekspedienten, hvis det ikke allerede står der.

Om byttereglerne

Foto: F.K.K.

Mange vil gerne bytte julegaven eller have pengene tilbage. Men det er ikke altid muligt.

Offentliggjort Sidst opdateret