Frisk fisk fanger folk

- Men i marts ligger vi her kun om formiddagen på lørdagene, lyder det denne lørdag formiddag fra skipper Ole Kristensen, der kan fortælle om en fastelavnsweekend, hvor der blev langet 1,7 ton fisk i poser over kajen.

- Vi var syv mand på arbejde i den weekend, og vi kunne lige følge med, fortæller skipperen, der oplever lidt af et salgseventyr i Stubbekøbing.
 
 
Men derfra og så til ligefrem at snakke om at tjene penge på det populære salg af fisk over kaj er der alligevel et stykke vej for den besindige jyde. De forholdsvis få timer med salg af fisk over kajen i weekenderne er ikke noget, der for alvor får Ole Kristensen til at finde det store smil frem, og han forklarer det med de alt for få fisk, der er mulighed for at fange i Østersøen lige for tiden.
- Vi skal helt til Bornholm for at fange fiskene, så jeg synes ikke, der på nuværende tidspunkt er den store forretning i at sælge direkte fra kutteren de par timer i weekenderne. Men det er sjovt, fortæller Ole Kristensen, der ikke vil afvise, at han kan overtales til endnu mere salg af fisk direkte fra kutteren måske hen over den kommende sommer på havnen i Stubbekøbing.
- Nu tager vi lige marts med, og så skal vi da have sat os ned og fundet frem til, hvad der så skal ske, lyder det fra skipperen på kutteren, der har en årlig fangstmængde på 200.000 kilo blanke konsumfisk pakket på havet.
 
I den forgange weekend kunne man foruden friske fisk også købe æbler på havnen i Stubbekøbing.
 
Søren og Annelise Nielsen fra Æblehaven på Åstrupvej er nemlig også begyndt at sælge frugt på havnen i Stubbekøbing gennem de seneste weekender.
- Der er jo kommet meget mere liv på havnen. Det kan vi godt mærke, lyder det fra Søren Nielsen, som ikke kan love, at der er æbler nok til endnu et weekendsalg.
- Vi prøver, hvis vi har flere æbler tilbage, lyder meldingen fra Æblehaven.
 
Og hvem ved om der næste weekend dukker endnu flere friske varer op på havnen i Stubbekøbing?

På havnen i Stubbekøbing var der i den forgangne weekend endnu engang mulighed for at købe fisk over kaj fra Hanstholm-kutteren, der hele februar har solgt masser af fisk både lørdage og søndage.

Offentliggjort Sidst opdateret