Frygter skolevejen til Nakskov

Som en konsekvens af lukningen af skolen i Vestenskov skal børn fra området til at gå i skole i Nakskov.
- Men skolevejen er ikke god nok, siger Hans Hansen fra Vestenskov.
- Der mangler cykelsti, og desuden fristes bilisterne til at køre for stærkt på Langøvej, tilføjer han.

En mor, Tina Meincke, udtrykker det endnu stærkere:
- Det er noget svineri med den skolevej. Jeg er også utilfreds med, at vi skal betale for transporten med skolebussen for de store børn, når vejen er så dårlig. Men måske sker der først noget, når et barn er blevet slået ihjel. Vi har henvendt os til Lolland Kommune om problemet, men svaret var, at kommunen ville vente på omfartsvejen.

Teamleder i Lolland Kommune, Jørgen B. Christensen:
- En cykelsti på Langøvej er en del af kommuneplanen, men der er ikke noget tidsbestemt. Alternativt kan man cykle ad for eksempel Brydebøllevej til Maglehøjvej, som har cykelsti, og derfra ind til Nakskov. Men hvis man har sine børn kære, synes jeg, at man skal sende dem med skolebussen.

Foto: Her skal være cykelsti, mener forældre, der frygter for deres børns liv, hvis de skal cykle til skolen i Nakskov.

- Langøvej skal have en cykelsti, siger forældre. - Brug skolebussen, siger kommunen.

Offentliggjort Sidst opdateret