Går i rette med medarbejder efter Nordea-indslag

Det faldt ikke i specielt god jord hos den øverste ledelse i Guldborgsund Kommune, da en af kommunens medarbejdere søndag aften medvirkede i et indslag i TV2 Nyhederme, der handlede om, at udviklingshæmmede borgere ikke længere var velkomne ved kassen i Nordeas afdeling i Nykøbing, når de skulle hæve penge.

I stedet ville banken henvise de udviklingshæmmede til hæveautomaten udenfor, som de dog har svært ved at betjene selv.

Det fik teamleder Lisbeth Ødegaard til blandt andet at sige, at "fremover vil vi da kraftigt overveje, når vi skal vejlede borgerne i at vælge bank, om det skal være Nordea eller andre banker, der kan betjene dem bedre i forhold til de behov, de har".

Og det var lige i overkanten, mener både kommunens administrerende direktør Ib Østergaard Rasmussen og borgmester John Brædder.

De to udsendte derfor mandag formiddag en fælles pressemeddelelse, hvori de går i rette med måden, Lisbeth Ødegaard udtalte sig på.
- Det er altid en udfordring og balance at vurdere som embedsmand, hvornår man kommunikerer med pressen. Det er min vurdering, at denne sag kunne have fundet en løsning ved at tage kontakt til Nordea på et lidt højere niveau inden for fagområdet, siger Ib Østergaard Rasmussen i pressemeddelelsen.

Og han uddyber over for folketidende.dk, at han mener, at hvis Lisbeth Ødegaard havde vendt sagen med sin chef en ekstra gang, så kunne den nok være blevet løst uden at involvere TV2.

Det samme mener borgmester John Brædder.
- Jeg synes, at vi forsøger at forklare, hvordan sagen fra vores side måske skulle have været løftet op på et lidt højere niveau i vores administration og derfra taget direkte kontakt til Nordea for at få løst problemet, siger han.

Han understreger, at det fremgår af kommunens kommunikationspolitik, at medarbejderne gerne må tage kontakt til pressen, Men de må ikke udtale sig om politiske spørgsmål.

- Og da der jo bliver sagt til sidst i indslaget, at kommunen nøje vil overveje, om man vil henvise borgere til Nordea i fremtiden, så er det for mig at se en politisk udmelding.
- Jeg vil gerne sige, at det på ingen måde er kommunens opgave at vejlede vores borgere i, hvilken bank de skal vælge. Borgerne skal vælge den bank, som de har det bedst med, og det skal ikke være på opfordring fra kommunen, siger borgmesteren.

John Brædder og Ib Østergaard Rasmussen understreger, at Guldborgsund Kommune har en god dialog med og en gensidig respekt for Nordea.

På spørgsmålet om, hvorvidt sagen får eller har fået nogen konsekvenser for medarbejderen, svarer Ib Østergaard Rasmussen:
- Vi udtaler os aldrig om ansattes forhold i pressen.

Ib Østergaard Rasmussen oplyser til folketidende.dk, at kommunens direktør på handicapområdet senere på ugen skal mødes med en repræsentant fra Nordea for at evaluere sagen.

Nordea har i øvrigt gjort opmærksom på, at sagen bygger på en misforståelse, og at alle er velkomne i banken.

Guldborgsund Kommunes ledelse går nu i rette med nogle af de udtalelser, som en af kommunens medarbejdere kom med i TV2 i forbindelse med sagen om udviklingshæmmedes adgang til skranken i Nordea i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret