Gedesby Mølle er mere rådden end ventet

På afstand tager Gedesby Mølle sig godt ud. Men skinnet bedrager. Da tømrer Christoffer Palle og tagdækker Carsten Jørgensen i uge 41 tog hul på renoveringen af møllen, viste det sig, at den er i dårligere stand end ventet.

- Da tagpappen på ydersiden blev fjernet, viste undersøgelsen, at træværket er angrebet af råd. Det ser endda meget galt ud, og det bliver også nødvendigt at udskifte et par af de store bærende bjælker på grund af råd, siger Hanne Olesen, næstformand i Gedesby Møllelaug.

Angrebet af råd blev konstateret i træværket på dækket under møllehatten. Angrebet af råd opstår, fordi tagpappen ikke er tæt og ikke holder regnen ude.
- Tagpappen blev sat på under en renovering i 1980-erne efter de bedste forskrifter på det tidspunkt. Men det var en chokerende oplevelse, at det står så galt til, som det er tilfældet, siger Hanne Olesen.

Hvor længe renoveringsarbejdet kommer til at stå på, vides ikke. Men en afslutning er ikke lige henne om hjørnet.

Foto: Gedesby Mølle.

Chokerende start på renovering af den gamle mølle på Sydfalster.

Offentliggjort Sidst opdateret