Glemt julepost: Fejlen var Post Danmarks

Postkasserne ved købmanden i Øster Ulslev og ved OK-tanken ved Holebyvej i Sløsse blev ikke tømt i perioden fra 13. til 24. december.

Fejlen opstod ved busselskabet Movias omlægning af rute 31 ved køreplansskiftet 12. december, men fejlen var Postdanmarks. Det oplyser Anker Overgaard, der er kørselschef ved postvæsenet, efter at have undersøgt sagen.

Indtil 12. december blev de nævnte postkasser samt en postkasse ved Herritslev Kirke og én ved Flintingevej i Toreby tømt af buschaufføren på rute 31’s første aftenafgang fra Holeby til Nykøbing.

Men selv om Movia korrekt orienterede om ruteomlægningen, nåede beskeden kun delvis frem til de rigtige modtagere i Postdanmark.
- Det beklager vi meget. Men siden jul er alle kasserne blevet tømt, som de skal hver dag, og det skal vi også nok sørge for, at de bliver i fremtiden, lover Anker Overgaard.

Foto: Det var Karin Borre (billedet), der opdagede, at postkasserne ikke var blevet tømt, og henvendte sig til Folketidende om sagen.

- Fejlen er vores, siger Postdanmarks kørselschef om postkasserne i Øster Ulslev og Sløsse, der ikke blev tømt i flere dage op til jul.

Offentliggjort Sidst opdateret