Gravide skal passe ekstra på H1N1-influenza

Det er ikke bare patienter med åndedræts- eller hjertesygdomme, der skal udvise særlig agtpågivenhed over for den nye pandemiske influenza H1N1 (også kaldet svineinfluenza eller Influenza A).

Også gravide bør udvise ekstra stor forsigtighed under den kraftige smittebølge, der snart ventes at skylle ind over landet.
- I den situation bør gravide gøre deres bedste for at undgå at blive smittet af influenzaen. De er efter min opfattelse i en risikogruppe, siger ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling, Skejby Sygehus, professor Lars Østergaard til Berlingske Tidende.

Udtalelsen kommer blandt andet på baggrund af et nyt forskningsresultat fra University of Minnesota i USA, hvor forskere har opdaget, at H1N1-virus ændrer de gener, der styrer fostres hjernevækst og udvikling.

Det kan ifølge forskerne føre til børn, der fødes med forøget risiko for at udvikle mentale lidelser som autisme og skizofreni.
- Der er grund til at holde særligt øje med gravide under en influenzaepidemi, for det er jo to individer, der kan rammes. Endvidere ved vi, at gravides immunforsvar er en smule svækket, så hvis man som gravid får mistanke om, at man er smittet, bør man straks kontakte en læge og komme i behandling med Tamiflu, siger Lars Østergaard.

Professoren har i øvrigt planer om at foretage en særlig undersøgelse af gravide i forbindelse med den forventede kommende epidemi af H1N1-influenza, skriver Berlingske Tidende.
/ritzau/




Det er ikke bare patienter med åndedræts- eller hjertesygdomme, der skal udvise særlig agtpågivenhed.

Offentliggjort Sidst opdateret