Guldborg vil ikke have båltale af udvalgsformand

I en pressemeddelelse skriver Janne Hansen at hun i går blev kontaktet af Majbritt Mathiasen, Guldborgland Idrætsforening. Janne Hansen skriver i sin pressemeddelelse at Majbritt Mathiasen ikke ønsker, at Janne Hansen som planlagt skulle komme og være båltaler på Guldborg Havn i aften.

Majbritt Mathiasen meddelte Ifølge Janne Hansen, at det ville resultere i at Guldborg borgergruppe ville ankomme med banner med mere. samtidig vil Guldborg Idrætsforening  samle så mange, det var muligt for at vise deres utilfredshed  med beslutningen om skolelukning i Guldborgland.
 
- Jeg har efterfølgende haft nogle snakke med Guldborg Bådelaug, og vi er blevet enige om, at der ikke er grund til at ødelægge en hyggelig familieaften med demonstrationer, skriver Janne Hansen
 
- Jeg var inviteret til spisning og hygge i Guldborg med mine børn – og de behøver ikke at overvære et optrin. Jeg har stor forståelse for, at man i Guldborg er rigtig kede af det. Da jeg for et godt stykke tid siden sagde ja til at være båltaler, var jeg stadig af den overbevisning, at kraftcentertanken ville blive omdrejningspunktet for den kommende skolestruktur, hvorfor jeg ikke havde problemer med at sige ja til forespørgslen, skriver hun.
 
Hun pointerer videre i pressemeddelelsen, at hun meget gerne vil lytte til borgerne – og også meget gerne stille op ved demonstrationer. Men, jeg vil gerne have lov at holde mine børn og familie udenfor. Desuden mener jeg selvfølgelig, at man både Guldborg og alle andre steder skal have en hyggelig Skt. Hans aften med familie og venner, skriver Janne Hansen.
 
- Som sagt har jeg absolut stor forståelse for, at man er nedtrykt – omvendt vil jeg selvfølgelig ærligt tilkendegive, at det ikke er sjovt ikke at være ønsket, slutter hun.
 
Formanden for Guldborgland Bådelaug Jørgen Eriksen ønsker ikke at kommentere situationen omkring aflysningen af Janne Hansens båltale. Han ønsker heller ikke at oplyse, om der er fundet en ny båltaler til i aften og givet fald ønsker han heller ikke at opgive talernes navn. Jørgen Eriksen ønsker heller ikke at oplyse, om det er Janne Hansen eller bådelauget som har besluttet at aflyse udvalgsformandens planlagte båltale, som følge af den ellers planlagte demonstration mod lukning af Guldborgland Skole. 
 
Majbritt Mathiasen oplyser at Jørgen Eriksen ikke ønskede at aflyse Janne Hansens båltale.
- Men fra Guldborgland IF side, ville vi meget gerne have at aftenen i aften skulle værre en hyggelig aften og mente, at det var bedre at aflyse janne Hansens båltale, når nu det falder så kort tid efter Børne- og undervisningsudvalgets indstilling.
Majbritt Mathiasen fortæller onsdag eftermiddag, at hun har talt med den lokale præst, som gerne ville komme og holde en båltale. Men det vides ikke om Guldborgland Bådelaug har taget mod det tilbud.
Foto: Foto: Claus Hansen

Janne Hansen formand for Børne- og undervisningsudvalget i Guldborgsund Kommune er blevet bedt om at holde sig væk fra en planlagt båltale på Guldborg havn i aften.

Offentliggjort Sidst opdateret