Ett helt naturligt samlingssted i stuen. Elegant, beroligende - og oplevelsesrigt. Sådan er det smukke akvarium. Et alternativ til pejsen eller kaminen som det sted, hvor kaffen og cognacen nydes - efter middagen med de gode venner.
Efter nogle år i et gammelt stuehus med både pejs og kamin var det svært at flytte ind i en lejlighed på tredje sal. Uanset hvor bekvemt det var.
Jeg savnede levende ild. Varmen foran pejsen. Og de drømme ildens knitren i det tørre træ altid satte i gang. Indtil jeg købte et akvarium og gav det samme rolle: Som samlingssted i stuen.
Naturligvis kan et akvarium ikke reducere olieregningen, som tilfældet er med en kamin eller en pejs. Og duften af røg fra tørt brænde mangler man også. Men et smukt, velpasset akvarium er et elegant alternativ. Og fiskene giver synsoplevelser, der overgår de fleste tv-udsendelser.
Naturligvis skal man ikke påtage sig ansvaret for levende dyr, heller ikke akvariefisk, bare som et udslag af ønske om boligindretning eller for dekorationens skyld. Akvariefisk kræver pleje. Akvariet skal vedligeholdes og altid være rengjort. Men arbejdet er særdeles overkommeligt. Og så gør det altså ikke noget, at akvariet og fiskene gør stuen smukkere - og sikrer oplevelser, hver dag.
Akvariet er en mental varmekilde i et rum. Ønsker man denne glæde i hverdagen, skal man vælge bredt. Så skal man købe et forholdsvis stort akvarium - og fylde det med fisk, der kan leve sammen. Beplante det godt - og måske udstyre akvariet med en rolig baggrund.
De mange mennesker, der opdrætter akvariefisk ud fra en sportslig holdning - altså udfører egentligt avlsarbejde med fisk - ser med en smule overbærenhed på det såkaldte ?selskabsakvarium?, som vi andre amatører må ty til. For disse sportsmænd har mange akvarier, ofte ganske små. De gør ikke meget ud af planter og bund eller baggrund. De går derimod ekstremt op i vandets ph-værdi og temperatur. Og det tilpasses nøje de enkelte fiskearter.
For vil man opdrætte med held, er det specialakvarier, der er ?skræddersyet? til den enkelte art, man har brug for. De pynter bare ikke i stuen på samme måde som det smukke selskabsakvarium.
Så os, der gerne vil have akvariet som samlingssted i stedet for fjernsyn eller pejs, skal sammensætte fiskebestanden på en måde, så forskellige arter kan trives der og finde et godt kompromis for ph-værdi og vandtemperatur, så flest mulige arter kan trives. Det betyder vandtemperatur omkring 24 grader. Masser af de smukkeste, mest farverige fiskearter trives ved den temperatur. Og så skal vi være opmærksom på, at et akvarium gerne må være bredt - det er det, akvariefolkene kalder ?dybt?. Når de taler om ?bredde?, mener de det, vi andre kalder ?længde?. Men det er vigtigt at få et dybt akvarie. Ikke målt fra vandoverfladen og ned - som man ellers betegner som dybde, når der snakkes om vand.
Men dybt på den måde, at der er langt fra front til bagvæg. Det giver en smuk virkning i rummet - og det giver liv. Hvorimod et akvarium, der er højt og smalt ikke giver meget liv. Bunden skal dækkes af et tyk lagt grus - og der skal være mange vandplanter. Så er det vigtigt, at ph-værdien i vandet er på omkring 6,9. Så er der størst mulighed for at give gode livsbetingelser for et bredt udvalg af fiskearter. Den såkaldte ph-værdi angiver vandets surhedsgrad. 7 er betegnelsen for det neutrale punkt.
Jo lavere ph-værdi, jo større surhedsgrad.
Arne Mariager
redaktion@folketidende.dk