Hest i smerter efter mishandling

Anne Sangild, der har en pony-rideskole i Væggerløse, fik et chok, da hun så sin islandske hest torsdag eftermiddag. Dens manke var klippet ned, og den havde adskillige skrammer i hovedet.
- Et par af mine rideskolepiger ville ud og strigle nogle af hestene, men kom tilbage og fortalte, at min islandske hest så mærkelig ud, fortæller Anne Sangild.

Da hesten reagerede normalt og ikke så ud til at have lidt nogen overlast, anmeldte hun det ikke i første omgang til politiet, ligesom hun heller ikke tilkaldte en dyrlæge. Skrammerne i hovedet vurderede hun nemlig skyldes leg.

- Heste kan give hinanden skrammer, når de leger med andre heste, så det tænkte jeg ikke så meget over. I løbet af fredag og lørdag begyndte den dog at reagere anderledes, og mandag morgen lå den ned uden at kunne stå på sine ben, siger Anne Sangild, der derfor tilkaldte dyrlæge Niels Ove Rasmussen fra Guldborgsund Dyrehospital.

- Det er normalt en vanvittig sød hest, der godt kan lide at blive nusset, siger Niels Ove, som også har tilset hesten flere gange tidligere og derfor kender den godt.
- I dag havde den tydelige smerter og trykkede sig, når jeg rørte ved den. Det er svært at sige, om den også er blevet slået på kroppen, eller om smerterne skyldes, at den er blevet jaget rundt i folden, tilføjer Niels Ove Rasmussen.

Han pointerer desuden, at det på grund af den stress, hesten har været udsat for, er helt normalt, at den ikke reagerede med et samme. Han tror dog på, at den rent fysisk nok skal komme sig.
- Spørgsmålet er så, om den kan blive lige så tillidsfuld, som den har været tidligere. Når heste har været udsat for sådan noget, har vi tidligere set, at de bliver mere på vagt, forklarer Niels Ove Rasmussen, der nu har sørget for, at den fået noget smertestillende og beroligende medicin.

For Anne Sangild har episoden betydet, at hun nu har valgt at videoovervåge området. Hun vil dog også meget gerne have oplysninger fra folk, der kan have set noget, som kan hjælpe politiet på sporet af dem, der har forvoldt hesten skade.

En hest har fået klippet manken og er blevet tildelt flere slag. Den har så mange smerter, at den ikke kan stå, fortæller ejeren.

Offentliggjort Sidst opdateret