Hjælp på vej til unge fra alkoholfamilier

Tidligere i år meddelte Guldborgsund Kommune, at man trak sig ud af et projekt med Tuba - terapi og samtale for unge, der er børn af alkoholmisbrugere. Det skete helt uden forudgående dialog eller forklaring. Derfor har Tuba Danmark henvendt sig til Guldborgsunds borgmester John Brædder for at få en forklaring.

Projektet, der blev sat i værk på foranledning af kommunen, har halvandet år på bagen, og har til fulde nået de opstillede mål og mere til. Foreløbig har 113 unge - mod forventet 40 - fra målgruppen fået hjælp. 30-årige Morten Kristensen er en af dem. Han blev som 12-årig overladt til sig selv, da hans mor blev syg, og hans fars alkoholmisbrug eskalerede. Det seneste halve år har han gået til terapisamtaler hos Tuba - de bedste måneder i mit liv, konstaterer han.

Nu lover John Brædder, at han hurtigst muligt vil indkalde til et møde med Tuba og de relevante fagudvalgsformænd.
- Tuba-projektet har gjort en formidabel indsats for den her gruppe unge, og det har helt klart haft sin berettigelse. Nu må vi se, hvilke muligheder der er for at videreføre et tilsvarende tilbud, og hvordan vi kan trække på den ekspertise, man har hos Tuba, lover borg-mesteren.

Foto: LAURIDSEN CARSTEN

Guldborgsunds borgmester vil hurtigst muligt mødes med Tuba, som hjælper unge, der er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug.

Offentliggjort Sidst opdateret