Hold dig fra de sorte slagtere

Kødet opbevares ofte uhygiejnisk og risikerer at gøre køberne syge. En billig grillaften med kød fra en "sort" slagter kan ende med en ordentlig omgang diarre. Kødet bliver nemlig ikke kontrolleret, og derfor opfordrer Fødevarestyrelsen nu danskerne til at holde sig helt væk fra det billige kød.

- Som forbruger kan du aldrig være sikker på, hvad det er for noget kød du får i hænderne. Det kan være smækfyldt med bakterier, måske har dyret været sygt, da det blev slagtet, hverken dyr eller kød har været dyrlægekontrolleret, og fødevarekontrollen ved af erfaring, at kødet meget ofte bliver opbevaret under meget uhygiejniske forhold, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

I sidste uge afslørede Fødevarekontrollens Rejsehold i samarbejde med folk fra Fødevareafdeling Aalborg og Skat en sort slagter i Nordjylland. Her drev en ældre mand sin ulovlige slagtevirksomhed fra to adresser mellem Hjørring og Frederikshavn. Det ene sted fandt rejseholdet blandt andet et ekstremt beskidt og uhygiejnisk slagtelokale, hvor en slagtet svinekrop lå i saltlage i et gammelt, emaljeret badekar.

Grisen i badekaret skulle næste dag have været grillet til et festarrangement i lokalområdet. Men de ulovlige slagtere findes ikke kun i det jyske. Fødevarestyrelsen stopper løbende de sorte slagtninger rundt i landet. Slagterne tilbyder både grillgrise, hjemmelavede rullepølser, hakket kød, flæskestege og andre kødvarer til spotpris. /ritzau/




Fødevarestyrelsen opfordrer nu danskerne til at holde sig fra slagtere, der sælger kød sort.

Offentliggjort Sidst opdateret