Hvad er borreliose?

Borreliose er en infektionssygdom, som kan opstå efter et skovflåtbid. Sygdommen kan vise sig på mange forskellige måder, og der kan være symptomer fra især fra hud, hjerte, led og nervesystem. Den kaldes også Lymes sygdom.  
Det første man lægger mærke til er ofte skovflåten og lidt rødme af huden omkring flåten. Det behøver dog ikke betyde, at man er blevet smittet med borrelia-bakterien. Rødme omkring bidstedet skyldes irritation fra flåten.
 
De første faresignaler kan være en voksende rød plet omkring det sted, hvor skovflåten bed. Den røde plet kommer typisk en til fire uger efter biddet. Pletten bliver gradvist større og større, og får efterhånden et blegt område i midten. Dette kaldes erythema migrans. Erythema migrans kan i sjældnere tilfælde også vise sig andre steder på kroppen end lige der, hvor skovflåten bed, og nogle får mange af disse røde pletter.
 
Sammen med erythema migrans er der mange, der oplever symptomer, som minder om influenza: træthed, hovedpine, let feber samt led- og muskelsmerter. Man kan godt få andre tegn på borreliose uden at have haft erythema migrans. Har man mistanke om at være smittet med sygdommen, skal man søge læge. I de tidligere stadier kan man ofte nøjes med en kur antibiotika, men ved alvorligere stadier af sygdommen, kan den blandt andet udvikle sig til hjernehindebetændelse og give betændelse i nervesystemet - og det kræver indlæggelse.




Offentliggjort Sidst opdateret