Det er nu et års tid siden, at det sidste DSB-tog kørte på Gedserbanen mellem Nykøbing og Gedser. Men engang i næste uge vender DSB tilbage til den nedlagte banestrækning, og det endda med de allernyeste tog.
Gedserbanen skal nemlig være teststrækning for en række prøvekørsler med de meget omdiskuterede IC4-tog, som efter lange forsinkelser nu er ved at være sat på skinner.
- Vi er begyndt at kunne køre med to togsæt koblet sammen, men målet er, at vi på sigt skal op og køre med fire sammenkoblede sæt. På Gedserbanen skal vi gennemføre testkørsler med tre togsæt koblet sammen, og det skal foregå på en lukket bane. Derfor har vi valgt Gedserbanen, forklarer DSBs IC4-programchef Torben Kronstam.
Lokalbefolkningen skal altså ikke undre sig, hvis de pludselig igen ser tog køre forbi på strækningen, og der vil også blive sat skilte op ved alle overkørsler, som informerer om testkørslerne.
- Det er ikke så kompliceret at koble togsættene sammen rent fysisk, men der er en masse computerteknologi, som også skal fungere. Og for hvert ekstra togsæt, der kobles på, øges antallet af mulige fejlkilder adskillige gange, og derfor er det nødvendigt med en minutiøs gennemgang for at afsløre eventuelle fejl, siger Torben Kronstam.
DSB vil i øvrigt gennemføre flere testkørsler med de nye IC4-tog på Gedserbanen på et senere tidspunkt, men hvornår vides endnu ikke.
I første omgang er det planen, at de nye tog skal indsættes på de større strækninger mellem København og Jylland, men Torben Kronstam oplyser, at der muligvis også vil komme til at køre IC4-tog som regionaltog til og fra Nykøbing fra tid til anden.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde