Idestrup tager første skridt til privatskole

Borgere i Idestrup er nu klar med en plan B, hvis politikerne i Guldborgsund Kommune endeligt beslutter at lukke Krogløvskolen. En række ildsjæle er nemlig gået sammen om at oprette en forening til oprettelse af Idestrup Privatskole.

-  Krogløvskolen er i dag krumtappen i vores lokalsamfund, og uden en skole vil byen lukke ned. At der er en skole, er en meget vigtig faktor for eventuelle tilflyttere med børn, siger Thomas Zacchi, der er bestyrelsesmedlem i den nye forening Idestrup Privatskoles Venner.

Han understreger samtidig, at en kommende privatskole i Idestrup skal være en skole for alle.

- Det skal ikke være økonomi, der afgør, om man vælger Idestrup Privatskole fra, men udelukkende ideologi. Rent fagligt er det vigtigt for os, at det bliver en skole, hvor fagligheden er i højsædet, men ligeså vigtigt er det at gøre de unge mennesker til hele mennesker, så de kan klare sig ude i samfundet, fortæller Thomas Zacchi.

Det kræver imidlertid en vis portion penge at oprette en privatskole, og et vigtigt formål med oprettelsen af foreningen Idestrup Privatskoles Venner er derfor også at skaffe de nødvendige midler. Indtil nu er det da udelukkende positive reaktioner, bestyrelsen er blevet mødt af.

- Vi har fået mange tilkendegivelser, der tydeliggør, at dette er vejen frem for os, siger Thomas Zacchi, der dog samtidig understreger, at oprettelsen af en privatskole kun er en plan B.

- Plan A er stadig, at kommunen omstøder indstillingen om, at Krogløvskolen skal lukkes. Det mener vi, er den mest ideelle situationen for byen. Kan det ikke lade sig gøre, er det næstbedste, vi kan tilbyde Idestrup, en privatskole.

Næste skridt for bestyrelsen i den nye forening er at gøre reklame for sig selv ved Late Night-arrangementet i Idestrup den 23. juli. Her vil det derfor være muligt for interesserede at blive medlem af foreningen og få sine børn skrevet op på privatskolens venteliste.

Foto: Hvis Krogløvskolen i Idestrup lukker, vil lokale borgere kæmpe for at i stedet at oprette en privatskole i byen.

I Idestrup tager man kampen mod skolelukningerne op. Her er ildsjæle nemlig gået sammen om at oprette en forening til oprettelse af Idestrup Privatskole.

Offentliggjort Sidst opdateret