(ingen overskrift)

Normalt er det ekstra sikkerhed, tekniske lækkerier eller flot design, der tiltrækker sig størst opmærksomhed ved en ny bil.  
Sådan er det ikke med Skoda Superb, selv om bilen er elegant, har masser af udstyr - også sikkerhedsmæssigt - og teknisk byder på en ekstra økonomisk Green Line-udgave.
 
Der er også nytænkning ved bagagerummet, hvor bagklappen kan åbnes i to trin - enten med en lille åbning som i en sedan eller med stor klap som i en hatchback.
 
En sjov detalje, som i daglig brug er praktisk. Den lille bagagerumsåbning er let at bruge i det daglige, når man skal have smidt indkøbene ned i det 565 liter store bagagerum. Har man købt større ting og dermed behov for en større læseåbning, bruger man bagklapfunktionen - og hvis der også er behov for ekstra plads, kan man lægge bagsæderyglænet ned og dermed få plads til 1.670 liter.
 
Men bortset fra det enorme bagagerum, er det heller ikke det mest interessante. Det handler om benplads - ved bagsædet. Benpladsen ved bagsædet er ganske enkelt helt enorm. Med en akselafstand på 2,76 meter er der skabt ekstrem plads til selv de mest langbenede personer. Desværre skal høje personer synke lidt ned i bagsædet for ikke at gnide hovedbunden mod bilens tag.
 
Foran er der masser af plads. Man sætter sig ned i en Superb, og selv om taglinien er lav, er der ingen problemer med at komme ind og ud.
 
Hovedet støder ikke mod døråbningen, og man indretter sig hurtigt en perfekt arbejdsstilling bag rattet, der kan justeres op/ned og frem/tilbage. Selv med førersædet kørt helt tilbage - og i den position kan undertegnede ikke nå pedalerne - er der god plads til benene ved bagsædet, hvor man har to rigtig gode siddepladser med egen midterkonsol, hvor der blandt andet er et ur.
 
Instrumentering og indretning er gedigen uden de store spræl. Mest elegant er bilen faktisk om aftenen med et godt kabinelys samt ind-/udstigningslys i dørene.
 
Ellers er designet afdæmpet med rene linjer, der får bilen til at syne mindre, end den med sin længde på 4,84 meter rent faktisk er. Det med størrelsen bemærker man først, når man lige vil snige sig ind på en lille parkeringsplads - den går ikke. Vi har testet Super i to udgaver - den mindste 1,4 benzin og 1,9 TDI Green Line.
 
1,4 lyder umiddelbart af undermotorisering af en bil, der i køreklar vægt står på cirka 1,6 tons. Og vel gør den 1.390 kubikcentimeter lille motor ikke Superben til en sprinter, men en 0-100 tid på 10,5 sekunder og en tophastighed på 201 kilometer i timen er ikke det mest kedelige, vi har prøvet. Og bilen opleves da også tilpas kvik, blandt andet på grund af det glimrende sekstrins manuelle gear.
 
Motorstøjen er meget begrænset - der er mere dækstøj end motorstøj i kabinen. Hvis man kører lidt "forsigtigt" og ikke bruger denne udgave som en sportsvogn, kan man holde en fornuftig brændstoføkonomi på 13 kilometer på literen. Prisen for denne udgave med laveste udstyrsniveau, Comfort, som har alt i sikkerhed plus en masse komfortudstyr - vi savner kun fartpilot og regnsensor - er 295.000 kroner plus levering.
 
Green Line
For 329.000 kroner får man en Green Line-version med 1,9 liters TDI-motor med dieselpartikelfilter, sænket undervogn og andre finesser, der skal forbedre brændstoføkonomien.
 
Green Line ligger udstyrsmæssigt mellem Comfort og Ambition og har blandt andet fartpilot, læder på rat, gear og håndbremse samt mørke ruder bagtil.
 
For at gøre bilen mere brændstoføkonomisk er undervognen sænket, der er en minispoiler bagtil og luftindtaget til forbremserne er afblændet - alt sammen for at mindske luftmodstanden. De specielle hjulkapsler får også luften til at glide lettere forbi - og dækkene har lavere rullemodstand.
 
Gearkassen er femtrins, men med en høj gearing i femte gear, hvor man kører med knap 1.500 omdrejninger ved 80 kilometer i timen i femte gear.
 
Det lyder en anelse anstrengt med så lavt et omdrejningstal, men det har en positiv indvirkning på brændstofforbruget, som sluttede på 16,7 kilometer pr. liter i gennemsnit.
 
På landevejen oplever man et forbrug på mellem 30 og 40 kilometer pr. liter - det inspirerer til virkelig at køre økonomisk. En gearskifteindikator er så diskret, at man stort set ikke bemærker den.
 
Denne Green Line-version tager 12,5 sekunder for at nå fra 0 til 100 og tophastigheden er 193 kilometer i timen. Dieselmotoren lader sig høre ved de lave omdrejningstal, men generelt er støjniveauet behageligt lavt.
 
Skoda Superb er en lækker rejsevogn født til de lange stræk. Man sidder godt i sæderne, der yder fin støtte, har ekstremt god plads - også til bagagen - og motormæssigt kan man få helt op til 260 heste i en V6-udgave.
 
Skoda er medlem af VW-familien og yder dermed kun to års mekanisk garanti, tre år på lakken og 12 års garanti mod indefra kommende rust. Desuden er man dækket af en livsvarig mobilitetsgaranti inklusive hotelophold ved havari i udlandet.



Det er enkle og rene linjer, der kendtegener Skoda Superb, som selv i snevejr tager sig flot ud i hvid. Foto: Mogens Thomsen



Der er oceaner af (ben)plads ved bagsædet med to siddepladser i luksusklassen.Foto: Mogens Thomsen




Bagagerumsklappen kan åbnes i to tempi. Som almindelig klap til et sedan-bagagerum, hvis man kun har et par småting, der skal med...



...eller som en femte dør, der giver fin adgang til det store bagagerum.Foto: Mogens Thomsen



Fronten er kæk uden de store spræl. Under fronten ligger en 1,4 liters benzinmotor - og den er stærk nok til den store bil.Foto: Mogens Thomsen




FT PRØVEKØRER Skoda Superb er stor, velkørende og godt udstyret:

Offentliggjort Sidst opdateret