- Jeg har det ad h……. til. Det er hårdt at gå gennem skolegården og tænke på, at om to år er der måske helt dødt. Så er der ikke længere nogen små børn, der løber rundt og leger og hygger sig.
Så kort og kontant opridser elevrådsformand Pernille Skov Henriksen sine egne og mange andre elevers tanker om Toreby Skoles fremtid.
Børne- og undervisningsudvalgets beslutning om at anbefale en lukning af blandt andre Toreby Skole har ramt eleverne som et hammerslag.
- Vi vil stadig kæmpe videre for skolen, men stemningen er meget trykket, næsten depressiv lige nu, fortæller hun og Sofie Mayling Vennike og Emma Ringsing, der også sidder med i elevrådet.
De tre elever har alle gået på skolen siden 0. klasse og har ifølge eget udsagn elsket det.
- Der er ikke nogen af os, der har lyst til at skulle væk herfra. Jeg går ganske vist i 8. klasse, så det her kommer ikke til at påvirke mig, siger folk. Men det gør det alligevel, for det går ud over hele byen. Busforbindelserne bliver dårligere, og der er ikke nogen, der gider flytte hertil, når her ikke er nogen ting.
- Jeg føler mig bitter og naiv, fordi politikerne har sagt, at der var håb for os. Men alle de forslag, der var på børne- og undervisningsudvalgets møde indbefattede en lukning af vores skole.
- Men vi håber stadig, og nu er der ikke så meget tid til sommerferie for os, for nu skal der arbejde på at få det her kraftcenter op at stå. For skolen skal ikke lukke, pointerer Pernille Skov Henriksen.
Så selvom pigerne på den ene side er temmelig modløse lige nu, så har de altså ikke helt opgivet kampen for at bevare deres skole. De vil nu inddrage eleverne fra Sundskolen i kampen for Toreby Skole.
- Vi vil forsøge at få et samarbejde med Sundskolens elevråd op at stå, så vi i fællesskab kan komme med idéer til, hvad vi skal gøre. Sundskolens elevråd deltog også i vores demonstration den 7. maj.
- Og så skal vi finde endnu flere argumenter og få politikerne til at forstå, at de ikke skal lukke alle landsbyerne. For de er guld værd, siger Pernille Skov Henriksen.
Så I vil have Sundskolens elever med ind i kampen for Toreby Skole?
- Ja, det vil vi. For Sundskolens elever har jo heller ikke lyst til, at vi skal derover, når der ikke er plads til os. De ønsker ikke at sidde i overfyldte klasser. Ikke fordi, at vi har noget imod hinanden overhovedet, men der er bare ikke plads nok, mener elevrådsformanden.
Hun forstår godt, at politikerne er nødt til at spare penge, men hun har svært ved at se kvaliteten i besparelserne.
- Jeg synes ikke, der bliver tænkt på følelser og børnene i det her. Der bliver kun tænkt i penge, men man er nødt til at se på folks følelser også. Det går ikke at møve igennem det hele uden at tænke på det.
- Jeg synes heller ikke, at der er tale om kvalitet, men om kvantitet i og med, at politikerne vil have så mange elever på skolerne, siger Pernille Skov Henriksen.
Hvis det ikke lykkes eleverne at bevare Toreby Skole som en 9. klasse-skole, så er de tre elevrådsrepræsentanter enige om, at det i stedet gælder om at bevare indskolingen, så de yngste elever kan begynde deres skoletid i mindre og tryggere rammer.