(ingen overskrift)

Det var i bund og grund en strid om penge, der satte en stopper for byrådets behandling af sagen om den nye skolestruktur i Guldborgsund Kommune torsdag eftermiddag.

Som tidligere omtalt her på sitet skulle politikerne tage stilling til, om forslaget, der blandt andet indebærer en lukning af fem folkeskoler, skal sendes ud i offentlig høring.

Men så langt kom det aldrig, for nogle medlemmer af flertalsgruppen i byrådet ville ikke længere støtte forslaget. Det skyldes den aftale, som Socialdemokraternes Kaj Petersen og Lene Hatt fra SF indgik med borgmester John Brædder (G) og viceborgmester Flemming Jantzen (V) i onsdags.

Ifølge Socialdemokraternes gruppeformand Kaj Petersen blev de fire enige om - hvis det bliver aktuelt - at udbyde bygningerne på de lukningstruede skoler til en fast pris, der ligger på halvdelen af den offentlige vurdering.

Men da John Brædder fremlagde det for de øvrige medlemmer i flertalsgruppen, var der flere, der sagde fra.

En af dem, der ikke kan tilslutte sig ønsket om at sælge bygningerne til en fast pris, er Dansk Folkepartis René Christensen.
- Jeg mener, at man skal sælge bygningerne til markedsprisen, siger han og tilføjer:
- Det er jo et spørgsmål, om man vil give det private initiativ lige vilkår eller bremse det.

Han kalder det en ulykkeligt for både kommunen og dens borgere, at politikerne skal behandle sagen endnu engang, før den kan komme i høring.
- Men det gør vi selvfølgelig. Sådan er politik. Vi tager de udfordringer, der er. Og der var en udfordring her, siger han.

Foto: René Christensen.

Dansk Folkepartis gruppeformand René Christensen synes, det er trist for både Guldborgsund Kommune og borgerne, at sagen om den nye skolestruktur er udsat.

Offentliggjort Sidst opdateret