Ingen post til Lolland-Falster lørdag

Af Jakob Poulsen og Ritzau


Borgerne på Lolland-Falster må kigge langt efter breve og pakker i dag, lørdag.

På grund af en pulveralarm på postcentret Bernstorffsgade i København fredag aften bliver der nemlig slet ikke omdelt post øst for Storebælt lørdag, oplyser Post Danmark.
Postcentrets cirka 80 medarbejdere blev evakueret, da der pludselig dryssede hvidt pulver ud af et brev i en postsæk.

Senere viste det sig dog, at  det hvide puulver var ganske harmløst og lavet af konfetti og knuste tændblokke.
- Der var drysset papirkonfetti ud af et brev, og så har der ligget nogle knuste tændblokke i en postsæk, siger den centrale vagtleder hos Københavns Politi, Jan Kristiansen.

Papirkonfettien er højst sandsynligt blevet brugt som beskyttelse til en forsendelse, mens de knuste tændblokke kan være havnet i postsækken ved en fejl.
- Der er ikke noget, der virker mistænkeligt, og vi har ikke tænkt os at efterforske sagen, siger Jan Kristiansen.

På grund af pulveralarmen vil omkring vil omkring halvdelen af posten fra Sjælland til Jylland heller ikke nå frem lørdag.

Der kommer ikke post ud øst for Storebælt før på mandag. Det skyldes en pulveralarm i København fredag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret