Irma rykker vestpå

Butikskæden Irma udvider territoriet og rykker ind på Magasins område i Århus og Odense. Dermed skærpes konkurrencen på markedet for kvalitetsfødevarer. Irma-butikkerne åbner nye forretninger i Magasins afdelinger i Århus og Odense i april 2008. Kæden oplyser, at det blot er første skridt mod vest, da flere butikker er undervejs i de større byer i Jylland og på Fyn. Irma peger på, at timingen er i top netop nu, da forbrugernes efterspørgsel på kvalitetsfødevarer og økologi stiger støt. Administrerende direktør i Magasin Jón Björnsson peger på, at Irma vil styrke Magasin. - Irma har et stærkt brand, som kan trække flere kunder til Magasin, siger han. Med Irmas satsning vest for Storebælt bliver kampen skærpet om forbrugere, der ønsker kvalitetsfødevarer. Dansk Supermarked har allerede lanceret planer om at etablere en ny butikskæde - Føtex Food - der udelukkende skal sælge kvalitetsfødevarer. Den første Føtex Food åbner i 2009, og placeringen af de første af 50-60 butikker er endnu ikke bestemt. /ritzau/




Butikskæden Irma udvider territoriet og rykker ind på Magasins område i Århus og Odense. Dermed skærpes konkurrencen på markedet for kvalitetsfødevarer.

Offentliggjort Sidst opdateret