Ja til ny svømmehal

For vestlollikere med hang til det våde element var det en festdag i går. Da besluttede et enigt Lolland Byråd, at man på trods af den håbløse økonomiske situation var nødt til at bygge en ny svømmehal i Nakskov.
Samtlige partier i byrådet sluttede op om udvalgsformand Hanne Møllers (A) udsagn om, at man ikke kan leve med, at der ikke er en svømmehal i kommunes største købstad.

Alle var også enige om, at det var det værst tænkelige tidspunkt, at man modtog den triste besked om, at den gamle svømmehal fra 1955 var i så dårlig stand, at det ville være omsonst at begynde at renovere den. SF har ikke længere forbehold overfor projektet.
- Det her er ligesom en privatøkonomi, hvor vaskemaskine, tørretumbler og køleskab går stykker samtidig, mente Hans Ole Sørensen (V).

Hanne Møller beskrev, hvordan den ny svømmehal var blevet opprioriteret i Femern bælt, Erhvervs- og kulturudvalgets kvalitetsfond. Der er enighed om et 25 meter bassin i tilknytning til varmtvandsbassinet med de samdriftsfordele det måtte give.
Det er endnu ikke lykkedes at få driften til at hænge sammen på samme niveau som nu med den gamle svømmehal, idet der mangler cirka 900.000 kroner i at opnå balance eller finde brugerbetaling til dette.
Der var enighed i byrådet om, at det er udvalget selv, der må finde finansieringen til driftsudgiften.

En ny svømmehal vurderes at koste omkring 60 til 70 millioner, og Hans Ole Sørensen påpegede, at man også får afdrag på lån på tre til fire millioner årligt at betale ude over driften.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Et enigt byråd vil bygge ny svømmehal i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret