Jordskælvet i Japan: - Jeg er bekymret for min bror

Der bliver fulgt intenst med i nyhedsstrømmen fra Japan hjemme hos Tomoko Kitamura Nielsen i Brandstrup ved Rødby i øjeblikket.

Det meget kraftige jordskælv og den efterfølgende voldsomme tsunami, som tidligt i morges dansk tid ramte det nordlige Japan, har skabt store ødelæggelser og kostet adskillige mennesker livet.

For selvom den japanskfødte journalist bor tusindvis af kilometer fra katastrofeområdet, så føles det hele alligevel uhyggeligt tæt på, idet hendes familie og mange af hendes venner bor i Japan.

Hendes bror arbejder i Tokyo, men hverken Tomoko Kitamura Nielsen eller hendes forældre har kunnet komme i kontakt med ham, siden jordskælvet ramte.
- Jeg er meget bekymret for ham, og det er svært for mig, for jeg kan jo ikke gøre noget herfra. Og når jeg taler med min mor, så græder hun, fordi hun er så chokeret over det, der er sket, fortæller hun.

Broderen har næppe mulighed for at komme hjem, da trafikken til og fra Tokyo ifølge Tomoko Kitamura Nielsen mere eller mindre er gået i stå, idet den offentlige transport ikke fungerer i øjeblikket og motorvejene til og fra byen er lukket.
- I den her slags situationer kan man virkelig mærke, hvor afhængige vi er af at kunne bruge computere eller telefon for at komme i kontakt med hinanden, og når det ikke rigtigt fungerer, er det svært at komme i kontakt med folk.
- Jeg vidste, at sådan et jordksælv kunne ske en dag, men derfor er det meget forfærdeligt alligevel. Jeg kan jo slet ikke gøre noget herfra, siger Tomoko Kitamura Nielsen.

På trods af problemerne med at komme igennem til Japan, lykkedes det i formiddag dansk tid Tomoko at komme i telefonisk kontakt med sine forældre, der bor lidt syd for Tokyo.
- Jeg talte med dem for cirka en time siden. De har det fint, men de er meget bange for, at der skal ske flere jordskælv, for der kommer hele tiden efterskælv og det ryster næsten hele tiden, så de tør ikke lægge sig til at sove i nat, for de vil være klar til at kunne løbe ud af huset, fortæller hun.

Forældrene er også nervøse for, at jordskælvene skal sætte vand- og elforsyningen ud af kraft. Derfor er de i fuld gang med at tappe vand og samle nødbelysning og pakke det hele i rygsække, så de kan tage nødforsyninger med, hvis det bliver nødvendigt at flygte.
Samtidig diskuterer de med naboerne, hvad de skal gøre, hvis katastrofen pludselig breder sig til deres område også.

Jordskælvet kan også få alvorlige konsekvenser for andre områder end Japan, idet den tsunami, som skælvet har udløst, truer med at ramme mange mindre øer og andre lande med kyster ud til Stillehavet.

Kender du nogle personer fra Lolland-Falster, der befinder sig i Japan, som kunne være interessante for folketidende.dk at tale med, så send og en mail på nyhedsdesk@folketidende.dk eller ring til redaktionen på 27883483.

Foto: Tomoko Kitamura Nielsen.

Den japanskfødte journalist Tomoko Kitamura Nielsen fra Brandstrup følger intenst situationen i Japan efter jordskælvet via medierne. Hendes familie er tæt ved det ramte område.

Offentliggjort Sidst opdateret