Julefrokost i Landsbyen

Foto: Foto: Claus Hansen

Der var flæskesteg og fællessang på en af årets stor julefrokost-aftener.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skål-viser, fællessang og kædedans. Musikerne Poul Hansen og Pia Stengaard smiler. De ved lige præcis, hvilken tone der skal slås an, når 171 mennesker har siddet i et par timer og nydt bordets glæder - og det er tid til at ryste sild, flæsk og grønlagkål godt sammen.

- Vi sidder jo heroppe på første parket og kan følge med i det hele. Og hvis der lige bliver lidt stille ved bordene en gang imellem, så tager vi en skål-vise eller en fællessang. Og så skal der nok blive gang i den, fortæller de to musikere og kigger udover gæsterne på Landsbyen i Våbensted denne fredag aften, hvor den store buffet næsten er tømt for mad og tjenere har travlt med at rydde af bordene.

- For nu skal der snart danses. Og Poul Hansen og Pia Stengaard slår tonen an, som de så ofte gør her i Landsbyen og mange andre steder.

- Sådan en julefrokostaften er hyggelig. Før i tiden blev nogle gæster meget fulde. Det sker sjældent i dag. Folk morer og hygger sig, men det sker under civilserede former, fortæller Poul Hansen fra sin plads bag keyboardet. Også Frede Rasmussen, indehaver af Landsbyen, glæder sig over en god aften i selskabslokalerne. Og det selv om finankrisen lige har skåret toppen af antallet af gæster.

- Der måtte gerne have været lidt flere gæster, men vi er bestemt tilfredse med at kunne holde en julefrokost for 171 gæster fordelt på mange forskellige selskaber, både fra virksomheder, organisationer og familier. Det er meget hyggeligt, at alle fester sammen en aften som i aften - også folk som på forhånd ikke kender hinanden, fortæller Frede Rasmussen.