Kæle-kamæleon bliver western-helt

Filmanmeldelse af Kim Nielsen, Radio Sydhavsøerne:


Det Vilde Vesten er fuld af legender om de mest usandsynlige personer, der i sidste ende viste sig at være helte. Animationsfilmen ”Rango” er bare en lille smule mere bizar end de fleste.

Den forkælede kælekamæleon Rango hygger sig i sit akvarie med lidt skuespil uden medspillere. Men da hans glasverden falder af bilen midt i en ørken, brister væggen til en anderledes og meget barsk verden.

Her i dyrenes Vilde Vesten er det ikke let at falde i et med baggrunden, og der går ikke mange øjeblikke, før Rango flygter for sit liv… og lige ind i den søvnige ørkenflække, Støv.

Ved skæbnens spil kommer Rango til at optræde i rollen som helt og får straks hæftet en sherifstjerne på brystet. Blandt skydegale øgler og klapperslanger overlever flinke fyre imidlertid ikke længe.

Kamæleonen Rango kan spille en hvilken som helst rolle, men når det er high noon over hovedgaden i Støv, er der problemer i ørkenluften.

Instruktøren Gore Verbinski, der blandt andet står bag ”Pirates of the Caribbean”-trilogien, har lavet en vaskeægte, men pivskør western, der endda er blevet til på en pivskør måde.

Dels har han samlet et hold af samarbejdspartere, hvor ikke en eneste ved noget om tegnefilm – udover dem der animerer filmen. Dels er stemmerne til originalen ikke optaget en af gangen, som jo ellers er den gængse metode.

Alle skuespillerne er i stedet optaget sammen på scenen, så deres mimik og bevægelser kunne ligge til grund for animationen. Det giver en film med utrolig god mimik og gakkede gangarter.

”Rango” er faktisk så særpræget, at det er underligt at de fik lov til at lave den. Men det gjorde de, og de slap godt fra det – og hvor er det egentligt rart med en animationsfilm, der ikke ligner de andre - men til gengæld ligner nogle af de klassiske spaghettiwesterns.

Dialogen er fyldt med ord, så den i sig selv er morsom på en intellektuel facon, med ord som ”paradigmeskifte” – men nogle af børnene vil nok savne flere sjove one-liners. I stedet skal man se humoren i figurerne, og hændelserne. Den er til gengæld utroligt flot lavet, med den støvede og næsten øde ørkenby, med saloonen som naturligt centrum

”Rango” er en charmerende og surrealistisk western med kugleskøre figurer og knald på, og historien er actionspækket og dramatisk. Hos Pixar må de være lidt bekymrede for, at konkurrenterne kan lave så visuelt flot en film, helt uden at lave en 3D-film.

Karakter: Fem ud af seks.
Filmen har Danmarkspremiere i dag, torsdag, og kan ses i både Scala Bio i Nykøbing og Lalandia Bio i Rødbyhavn.

FILMANMELDELSE: Animationsfilmen "Rango", der har premiere i dag, er en meget særpræget film, men Radio Sydhavsøernes anmelder er begejstret. Læs hans anmeldelse her.

Offentliggjort Sidst opdateret