Kamp for at bevare badebro endte med sejr

De seneste tre ugers ihærdige arbejde med at samle underskrifter i protest mod de kommunale planer om at privatisere eller i yderste fald nedlægge den kommunale badebro i Stubbekøbing har båret frugt.

Seks brugere af den kommunale badebro i Stubbekøbing mødtes i går eftermiddags med borgmester John Brædder (G) for at overrække 1072 underskrifter mod de kommunale planer om at privatisere badebroen eller eventuelt at nedlægge den.

Det møde blev brugerne meget tilfredse med, for de fik opnåede det, de ønskede sig: Den kommunale badebro i Stubbekøbing fortsætter som en kommunal badebro.
- Vi havde et godt og konstruktivt møde med en positiv stemning for at løse problemet, og vi blev enige om, at kommunen bibeholder ejerskabet og det overordnede ansvar for badebroen, fortæller en glad og tilfreds Jytte Juhl oven på gårsdagens møde.

Jytte Juhl og de fem andre brugere af badebroen kan nu også glæde sig over, at badebroen ikke tages op om vinteren, og ved større skader og udgifter til vedligeholdelse af broen søges Guldborgsund Kommune om pengene, når det bliver aktuelt.

Ovenstående er også en del af den aftale, som blev resultatet af gårsdagens møde, hvor der ud over de seks brugere af badebroen i Stubbekøbing og borgmester John Brædder (G) også var deltagelse af byrådsmedlem Arne Graae Jensen (V) samt direktør for Infrastruktur og Velfærd, Bruno Andersen.

Foto: Helle Davis overrakte som bruger af badebroen borgmester John Brædder (G) de mange underskrifter.

Guldborgsund Kommune vælger at fastholde ejerskabet af badebroen i Stubbekøbing oven på et møde med seks underskriftindsamlere.

Offentliggjort Sidst opdateret