Kendt dansk jægersoldat har aldrig været i krig

Danmarks mest kendte soldat, B.S. Christiansen har - modsat hvad han flere gange har givet udtryk for - aldrig været i krig eller indsat i "skarpe" kampoperationer.

Tre tidligere chefer for Jægerkorpset står onsdag frem i B.T. og siger, at B.S. Christiansen aldrig har været i kamp - BS, som alle iøvrigt opfatter som en dygtig og professionel soldat, har alene været udsendt til Bosnien i 90'erne som aktiv i en stab - altså som planlægger, ikke aktiv soldat.
- Jeg er sikker på, at B.S. Christiansen aldrig har været i kamp, siger tidligere chef for Jægerkorpset, Poul Dahl.

B.S. Christiansen har ellers ofte antydet, at han har været i flere kampsituationer med livet som indsats, og han har i sin kollosalt sælgende bog, "Et Liv På Kanten", fortalt om sit farlige og spændende liv i Jægerkorpset.

Til Jyllands-Posten har B.S. blandt andet sagt, at "jeg har f.eks. prøvet at ligge i en busk i ti døgn under ekstreme forhold for at holde øje med noget, og jeg vidste, at hvis jeg blev opdaget, kunne det blive fatalt«.

Under et interview med B.T. i 2006 sagde B.S., at han "har levet et ekstremt liv qua mine uddannelser og operationer i militæret."

Og på B.S. Christiansens egen hjemmeside hedder det, at han har "dygtiggjort sig gennem et utal af nationale og internationale øvelser og operationer."
Han har desuden fortalt, at han to gange om året diskuterer sin begravelse med sin kone, fordi det ikke nytter at tænke på den slags når man er "i kamp".

Ved flere lejligheder har B.S. Christiansen desuden nægtet at svare på, hvorvidt han har slået andre mennesker ihjel:
"Jamen, det kan jeg ikke svare på. Så begynder folk bare at dømme mig ud fra det. Eller også kommer der en præst med en moralprædiker," sagde BS til Jyllands-Posten i 2002, mens B.T. i 2006 fik følgende svar på samme spørgsmål:
"Jeg snakker aldrig om, hvad der er sket på enkelte opgaver. Der er kun én, der skal leve med det, jeg har gjort, og det er mig.«

Poul Dahl var chef for Jægerkorpset mellem 1990-93. På det tidspunkt havde Jægerkorpset aldrig været udsendt til egentlige kamphandlinger. Heller ikke B.S. Christiansen.
- Da jeg blev chef for Jægerkorpset, havde styrken aldrig været udsendt eller anvendt til »skarpe« operationer. Vi havde rådgivet politiet og øvet en masse, men altså aldrig udsendt til en krigssituation, siger Poul Dahl.

I 1995, to år efter, at Poul Dahl forlod chefjobbet, var Jægerkorpset for første gang indsat i en rigtig operation. Seks soldater blev sendt til Sarajevo for at bekæmpe snigsnytter. Korpsets soldater fik til opgave at finde snigskytter og storme og sikre nogle områder, hvorfra der er blevet skudt mod den danske lejr. Operationerne forløb uden dramatik.

B.S. Christiansen var ikke en af de soldater, der blev sendt sted.
Chef for Jægerkorpset i den periode, Jens Mandøe, siger:
- Jeg pressede på for at få korpset udsendt, og vi kom så ud og udførte operationer i Bosnien, siger han.

- Var B.S. Christiansen i en reel kampsituation på noget tidspunkt?
- Nej. I hvert fald ikke, mens jeg var chef, siger Mandøe.

Efter Jens Mandøe er gik af, gik der nogle år, før B.S. Christiansen forlod Jægerkorpset. I de sidste to år af B.S. Christiansens aktive tjenesteperiode, hed chefen Jørgen Høll Christiansen. Han kan også bekræfte, at B.S. Christiansen ikke har været i kamp.
- Jeg har sendt et hold til Bosnien og også et hold til at støtte NATO, da NATO rykkede ind i Jugoslavien i 1999. Soldaterne skulle sikre nogle områder, hvor der skulle oprettes baser. Det var dog ikke kamphandlinger. B.S. var ikke med og har ikke deltaget i kamp, siger han.

I slutningen af 90'erne deltog B.S. dog - men ikke direkte - i jagten på krigsforbrydere i det tidligere Jugoslavien.

- B.S. var udsendt dernede mellem 1. oktober 1998 og 1. april 1999. Her var han udstationeret som befalingsmand i en international styrke. Men det var i staben og ikke en operativ gruppe, der skulle bruges i kamp, siger Jørgen Høll Christiansen.
- Mens jeg stadig er chef, søgte han om tjenestefri for at passe sit firma. Jeg ved, at han senere søgte ind igen, men da han ikke fik lov at blive udsendt, men fik tilbudt et skrivebordsjob, så valgte han korpset fra, siger Jørgen Høll Christiansen.

B.S. Christiansen siger, at han ikke må udtale sig om sagen.
Pressechef i Forsvarskommandoen, Pernille Hebsgaard Rohdemeier, skriver dog i en mail til B.T.:

- På baggrund af samtale med B.S. Christiansen kan jeg forstå, at der er stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt B.S. Christiansen har været indsat i operationer som jægersoldat. I den forbindelse kan jeg hermed bekræfte, at B.S. Christiansen i sin lange periode som aktiv jægersoldat har været indsat i operationer i både ind- og udland.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun med operationer i udlandet mener det stabsjob, B.S. Christiansen havde i Bosnien, siger hun:
"Det kan tænkes. Det må jeg tjekke."
/ritzau/




Danmarks mest kendte soldat, B.S. Christiansen har - modsat hvad han flere gange har givet udtryk for - aldrig været i krig.

Offentliggjort Sidst opdateret