Klask og råb til Wrestlingshow

Klaskende kropstacklinger. Tilskuere med brovtende tilråb. Strittende langemænd vendt mod kamparenaen på halgulvet. Alt sammen kunne vel strengt taget godt have passet ind i en lige herredyst i håndbold. Men straks fra starten af den første kamp var Lars The Shooter Schjøtler klemt ned i et par lange lyserøde skinnende showbukser med bar overkrop mand for at understrege, at der altså ikke var tale om håndbold eller andre traditionelle sportsgrene. Ikke lige denne fredag aften i Horreby-hallen.

Men hvad var det så, der ramte halgulvet i godt to intense timer? Det kan jo være svært at nå at følge med i det hele, når man som halvgammel hoftestiv håndboldspiller ikke helt er så hurtig længere.

Lars The Shooter vandt i hvert fald. Som man kan, enten ved at modstanderen giver op, eller hvis man holder hans (eller hendes) skulder nede, indtil dommeren har klasket hånden hårdt i gulvet tre gange. Der kan også ske en diskvalifikation, men sådan én så Lars The Shooter ikke ud til at have brug for. Han var i god form. Værre så det nok ud for Babyface Davies, der med 160 kilo vel må siges at have godt af lidt mere kredsløbstræning. Selv om der selvfølgelig også var solide faste holdepunkter på den to meter høje krop.

I pausen dristede Folketidendes udsendte wrestler-reporter sig ud i vip-rummet, hvor Kim Chaos mellem gymnastikmåtterne forklarede:
 - Hvis folk tror, det er fake, så plejer jeg at sige, at jeg får røvfuld hver gang, jeg går ind i den ring. Man skal være i god form for at kunne klare de her kampe.
 Så var Chaos klar til at “smadre Stooone tilbage til Themsen”, som aftenens mikrofonindpisker skrålede fra ringen. Chaos vandt den store finale over det engelske stornavn Martin Stone.
 
Foto: Foto: Kim Møller Pedersen

BILLEDSERIE: Godt 400 højlydt tilfredse publikummer hyldede Chaos, da han smadrede Stooone hjem til Themsen i fredagens wrestlingshow i Horreby.

Offentliggjort Sidst opdateret