Klaustrofobi og tynd dialog i grotten

Filmanmeldelse af filmen "Sanctum", af Kim Nielsen, Radio Sydhavsøerne

En gruppe dykkere indespærres i et grottesystem dybt inde i et bjerg, men på trods af at James Camerons navn står øverst på plakaten, og alverdens naturkræfter, så skuffer historien i ”Sanctum” - billederne til gengæld, de er en oplevelse!

Filmen foregår i verdens mest ufremkommelige og uudforskede grottesystem. Vores heltes mål er, at slå rekorden i tilbagelagte meter og dybde og måske endda finde en legendarisk underjordisk flod ud til havet.

Men en tropisk storm hærger pludselig over dem, og den eneste vej ud bliver blokeret. Med en farligt stigende vandstand og tilsvarende faldende iltbeholdning er deres eneste valg at bevæge sig fremad i det ukendte land. Her håber de at finde en luftlomme og måske den ukendte vej ud til havet...

”Sanctum” lover masser af klaustrofobisk grotteklatring og -dykning, og det holder den! Det er nok en af de film, der har udnyttet 3D-muligheden bedst med masser af perspektiv og dybde i billederne.
Manuskriptforfatteren Andrew Wight var selv i slutningen af 80erne på ekspedition i et hulesystem i Australien, hvor hans hold blev overrasket af en storm, og fanget i dybet – de bliver alle reddet op, og det er denne historie der har dannet baggrund for filmen.

Men selv flotte billeder kan ikke gøre ”Sanctum” til den perfekte film. Indledningsvis er den længe om at komme i gang, men hæng på - filmen kommer op i det høje gear, og uden at stoppe igen leverer den rigtig god spænding og masser af klaustrofobi. Man gennemlever et helvede, mens de stakkels mennesker kravler gennem sprækker og huler dybt nede i bjerget.

Den bliver en slags rumeventyr, som desværre er let at gennemskue. Det kommer for eksempel ikke uventet, at en håndfuld af personerne i filmen ikke kommer ud i live. Dialogen er tynd, og fortællingen er faktisk bedst, når der ikke snakkes. Skuespillerne får selvfølgelig heller ikke meget at arbejde med, de er rene arketyper.

Men billederne er fantastiske, og når filmen er slut, er det de trange og oversvømmede huler, der har gjort størst indtryk. Underholdende og spændende - men hvis du vil have god undervandsaction, så se i stedet klassikeren ”Dybet”.

Karakter: 3 ud af 6.

Filmen har premiere i dag, torsdag, i Scala Bio i Nykøbing og Lalandia Bio i Rødbyhavn.

Foto: Jasin Boland

FILMANMELDELSE: Læs her Radio Sydhavsøernes anmeldelse af den nye film Sanctum, der har premiere i dag torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret