Kofoedsminde fyrer 15 ansatte

Når beboerne på Kofoedsminde har afsonet deres dom på den lukkede afdeling, flytter flere nu hjem til deres landsdel i stedet for til en åben afdeling.

Det betyder, at der fra 1. januar 2011 skal nedlægges fire åbne pladser permanent og fyres 15 ansatte. Den besked fik personalet og MED-udvalget på Kofoedsminde i går af forstander Hans Christian Hansen.

Der har i længere tid været ledige åbne pladser, og ledelsen har forsøgt at undgå genbesættelser ved fratrædelser, men gennemstrømningen af personale har ifølge Hans Christian Hansen været for lav. Derfor har man nu taget konsekvensen. 

Udover fyringerne skal to bygninger, som tidligere har huset de åbne pladser, sælges eller afhændes til Bo og Naboskab Sydlolland.

Fyringsbrevene vil formentlig blive sendt ud i næste uge, og afskedigelserne træder så i kraft ved årsskiftet.

Færre beboere til den åbne afdeling betyder, at der nedlægges fire åbne pladser og fyres 15 medarbejdere.

Offentliggjort Sidst opdateret