Kom og syng med på Torvet til fællessang på Charlie!

Foto: Flemming Karlsen

Det populære tv-program optages i forbindelse med Nykøbing F. Festuge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nykøbing F. Festuge er jo kendt vidt og bredt for sin alsidighed. Her er kort og godt for enhver smag. Sidste uge kunne Ugeavisen berette om Radio Sydhavsøernes bidrag til festugen, som henvender sig til primært de unge musikfans. Og nu løftes sløret for en anden populær genre, der indtager festugen og Torvets store scene tirsdag 31. juli.

Det er med stor glæde og forventning, at NFH med isenkræmmer Søren Jakobsen i spidsen som Det populære TV2-program for alle dansktop-venner har planlagt to optagelser fra Nykøbing F.

Omdrejningspunktet på scenen er som sædvanlig Johnny Reimar som konferencier og Søren Sebbers Orkester. Aftenens gæstesolister bliver i første afdeling Gry og Flemming Krøll, mens publikum kan se frem til at opleve Allan Mortensen og Kim & Hallo i anden afdeling. Der er altså for alvor dømt dansktop og fællessang i den glade sommerby ved Guldborgsund.

- Vi er stolte over at kunne præsentere Fællessang på Charlie som en del af vores festugeprogram. Det er en unik mulighed for at få markedsført vores by Nykøbing F. Vi er utrolig glade for, at stærke sponsorer har lyst til at bakke op om arrangementet, der immervæk koster 150.000 kroner at få til byen, lyder det fra festugens projektleder Carsten Pedersen, der gør opmærksom på, at det er første gang, at Fællessang på Charlie bliver optaget i centrum af en by.

Ud over aftenens musikalske underholdning bliver dagen krydret med et stort sponsorcykel-arrangement til fordel for NFH, der starter kl. 17.30. Ellers vil aftenen forløbe således: Kl. 19: Optagelse 1 med Johnny Reimar, Søren Sebbers Orkester, Gry og Flemming Krøll. Kl. 20.30: Optagelse 2 med Johnny Reimar, Søren Sebbers Orkester, Allan Mortensen og Kim & Hallo.

Hvad der kommer ud af optagelserne, kan man se på TV2 Charlie i løbet af efteråret.

- Vi forventer, at der bliver fuldt hus, så vi opfordrer publikum til at komme i rigtig god tid, tilføjer Carsten Pedersen. Arrangementet er gratis, men man sikre sig en god siddeplads for 50 kroner (kun 200 af slagsen!). Dette kan allerede gøres nu ved henvendelse i ølvognen på Torvet i forbindelse med sommerunderholdningen de næste mandage.