- Kommunen forskelsbehandler

Forældrebestyrelsen i den selvejende Nørrebros Børnehave anklager nu Guldborgsund Kommune for at forskelsbehandle.
Det gør man med baggrund i, at børnehaven, som er en selvejende institution, igen har fået afslag på at blive godkendt som privat børnehave.

Tvisten mellem forældre og kommune går på, at kommunen kræver en bankgaranti fra forældrene, før man vil godkende.
Thomas Lund, der er far til et barn i børnehaven og medlem af forældrebestyrelsen har kendskab til, at da Møllebakkens Børnehave for nogle år siden lavede samme manøvre, der slap man for at stille med en bankgaranti.
- Vi synes, det er meget underligt, at Guldborgsund Kommune laver den form for forskelsbehandling. Vi kan virkelig ikke se, at der skulle være nogen forskel fra deres situation dengang og vores i dag, siger Thomas Lund.

Guldborgsund Kommune har insisteret på, at bankgarantien er nødvendig i forhold til en deklaration i fundatsen for den selvejende institution, hvor der står, at i tilfælde af, at børnehaven afvikles, skal pengene fra børnehavens ejendom, tilfalde børn og unge i Guldborgsund Kommune.
- Men der er ikke tale om, at vi opløser børnehaven. Vi ændrer den bare til en privat institution, siger Thomas Lund.

Formanden for børne- og undervisningsudvalget Janne Hansen (V) kaldet det for “sådan en dum sag”.
- Men der er nogle ganske få regler, der skal overholdes før vi kan godkende, siger Janne Hansen.

Hun erkender, at der blev lavet “en særlig aftale” for Møllebakkens Børnehave, men hun siger, at hun ikke kender sagen i detaljer.
I forældrebestyrelsen i Nørrebros Børnehave frygter man, at tiden til at kunne nå at blive godkendt inden 1. januar er forpasset.
- Nu har man for gud ved hvilken gang trukket tiden, og vi føler, at det bare handler om at spænde ben for os, fordi man har udbygget i en anden institution. Vi har stillet en anfordringsgaranti i form af en forsikring som af uvisse årsager ikke kan godkendes. Guldbogsund er den eneste kommune, der mener, den kan kræve, at en driftsgaranti skal stilles i form af en bankgaranti. Hvis en deklaration bliver tinglyst i vores ejendom svarende til vurderingen, er der ingen bank, der vil hjælpe med en bankgaranti. Det er yderst udspekuleret efter min mening, siger Thomas Lund.

Janne Hansen siger:
- Jeg kan godt forstå, at de synes, det er træls. Men de er nødt til at overholde reglerne.

Forældrebestyrelsen mødes i morgen for at drøfte, hvad man nu skal gøre.
- Men vi har allerede sat en jurist på sagen. Vi vil gerne have svar fra kommunen på, hvorfor det godt kunne lade sig gøre at gøre tingene anderledes i Horreby, siger Thomas Lund.

Børne- og undervisningsudvalget har igen givet Nørrebros Børnehave afslag på at blive privat børnehave,

Offentliggjort Sidst opdateret