Kondomets afløser kan være klar i 2012

Om tre år vil det ikke længere være nødvendigt for kvinder at spise p-piller, hvis de vil undgå at være gravide. Til den tid vil det være mandens opgave.

Det mener et hold tyske forskere, som netop har igangsat de første forsøg på mennesker med et nyt produkt kaldet p-sprøjten.

Sprøjten skal tages af mænd hver ottende uge og sikrer, at produktionen af sædceller midlertidigt stoppes. Det skriver metroXpress.
- Eftersom manden slet ikke producerer sædceller, er sikkerheden faktisk endnu højere end ved de p-piller, vi kender i dag, siger forskningsleder Michael Zitzmann, der er androlog ved Institut for Reproduktiv Medicin ved universitetet i Münster til metroXpress.

P-sprøjten indeholder det mandlige kønshormon testosteron, der blandt andet styrer udviklingen af sædceller. Når stoffer tilføres udefra, bremser kroppen den naturlige produktion og dermed også fremstillingen af sædceller.

Michael Zitzmann føler sig så sikker på p-sprøjtens effetivitet og sikkerhed, at han regner med, at den kan være i handlen allerede fra 2012. Sker det, vil det være en stor og positiv nyhed for tusinder af danske kvinder, mener Karen Sveistrup, formand for Dansk Sexologforening.

- Hvis man bare møder en i byen, og han siger, han er på sprøjten, er jeg ikke sikker på, at jeg vil stole på det. Men i et fast forhold vil det være ret genialt. Der kan manden lige så godt lægge krop til, for der er mange kvinder, der slet ikke har godt af at tage p-piller, siger hun til metroXpress.

Anna-Maria Andersson, biolog ved Rigshospitalet og ekspert i hormoner, advarer dog mod at tage glæden på forskud.
- Jeg tror, det er 20 år siden, man første gang forsøgte at lave sådan en type prævention til mænd, men det er virkelig svært at gøre 100 procent sikkert. Skal man op i høje doser testosteron, begynder der at være bivirkninger, og så er det spørgsmålet, om mændene synes, det er det værd, siger hun.
/ritzau/




Om tre år vil det ikke længere være nødvendigt for kvinder at spise p-piller, hvis de vil undgå at være gravide. Til den tid vil det være mandens opgave.

Offentliggjort Sidst opdateret